Overraskende album fra The Minds of 99 roses af anmeldere

Fredag udgav bandet The Minds of 99 overraskende et nyt album. Anmeldere kvitterer med op til fem stjerner.

Artiklens øverste billede
Det danske band The Minds of 99 har udgivet nyt album. Her ses forsanger Niels Brandt under en koncert i parken i 2021. Arkivfoto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Det danske band The Minds of 99 høster rosende ord for sit fjerde album, ”Infinity Action”, der blev udgivet som en overraskelse fredag.

I Berlingske og Jyllands-Posten får albummet fem ud af seks stjerner, mens Politikens anmelder kvitterer for albummet med fire hjerter.

Berlingskes musikredaktør, Michael Charles Gaunt, takker for overraskelsen. Han mener, at musikåret er blevet skudt i gang uden en skuffelse.

- Det ville ellers være forståeligt nok, hvis der begyndte at vise sig en vis metaltræthed.

- Men ”Infinity Action” er lyden af et band på toppen af dets karriere, der stadig formår at flekse musklerne, slå sig i tøjret og føje nye nuancer til udtrykket, skriver han i sin anmeldelse.

Hos Avisen Danmark er anmelder Simon Staun endnu mere begejstret. Han kvitterer med seks stjerner til albummet, der er det første studiealbum fra bandet siden det anmelderroste ”Solkongen”, der kom på gaden i 2018.

Siden har gruppen dog udgivet flere singler, som også har fundet vej til det nye album, ”Infinity Action”.

The Minds of 99 har de seneste år spillet store koncerter på Orange Scene, i Royal Arena og senest i Parken.

Den fandt sted sidste år i september og var ifølge Jyllands-Postens anmelder, Anders Houmøller Thomsen, et ”genåbningsbrag” efter corona.

Det profilerede ifølge anmelderen for alvor The Minds of 99 ”som landets bedste nutidige rockband”. Og den status fastholder gruppen.

- Albummet er velpolstret med gode sange. Der er fed og fremadrettet energi og en storslået produktion, skriver han.

Albummet overrasker dog også med andet end sin blotte udgivelse. Bandet har selv forklaret, at det har valgt at vende sig selv på vrangen.

Digtet ”Krystalkuglen” fra den danske digter Michael Strunge har fundet vej til albummet.

- Livet er kedeligt uden kaos. Intet nyt og alt ved det gamle er en sikker brækmedicin, reciterer forsanger Niels Brandt.

Han faldt over digtet, da han var ved at indtale Strunges digte for Gyldendal og tog det med til bandet.

- Da vi skulle lukke pladen, syntes vi, at det var fedt at have på som et slags manifest for en af de tanker, der ligger bag, fortalte han efter udgivelsen til Ritzau.

Ifølge Politikens anmelder, Pernille Jensen, er grundstemningen på albummet mere søgende og flimrende end normalen fra bandet.

- Samtidig viser det også et band, der har det på samme måde med stilstand som hvidhajer. Hvis de stopper med at bevæge sig, synker de til bunds, skriver hun.

I hendes optik er der tale om en ”ret god plade”, der dog også byder på fejlskud fra det anmelderroste band.

- For det meste sover The Minds of 99 dog aldrig, og tak for det. Det danske musikår 2022 er skudt i gang med stil, skriver anmelderen.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen