Fortsæt til indhold
Musik

Kashmir vågner fra dvalen og er klar til at stå på scenen igen

Det danske rockband vil fejre 25 års musik med publikum ved to eksklusive arenakoncerter.

Det er efterhånden fem år siden, at Kashmir gik i selvvalgt dvale på ubestemt tid.

Nu vender det garvede rockband vender tilbage - i hvert fald for en stund. Tirsdag blev det offentliggjort, at Kashmir spiller to eksklusive arenakoncerter i Jyske Bank Boxen i Herning samt Royal Arena i København. Koncerterne bliver afholdt i maj 2020.

»Hvis Kashmir nogensinde skulle vende tilbage, skulle tiden være til det, og det er den nu,« fortæller forsanger Kasper Eistrup i en pressemeddelelse.

»De seneste år har vi oplevet en rørende efterspørgsel fra vores fans, og det har skubbet til vores egen lyst i en sådan grad, at vi nu er klar til at gå på scenen som Kashmir igen.«

Kasper Eistrup melder også ud, at de skylder både dem selv og i særdeleshed deres publikum at fejre fællesskabet og dét, de har opbygget sammen i løbet af de seneste 25 år. Derfor bliver koncerterne en tur igennem hele Kashmirs bagkatalog fra debuten ”Travelogue” fra 1994 til ”E.A.R” fra 2013.

»Vi kaster mere ind i kampen for det ultimative show, end vi nogensinde har gjort. Det pirrer mig, at vi aldrig har arbejdet med en produktion af dette omfang. Det bliver spændende at prøve kræfter med, og vi håber, at det bliver nogle fantastiske oplevelser,« siger Kasper Eistrup i pressemeddelelsen.

Kvartetten har udgivet i alt syv albums samt opsamlings-albummet ”Katalogue”.

Bandet slog for alvor i gennem med albummet ”The Good Life” fra 1999, der også indbragte Kashmir en Dansk Grammy for ”Årets danske album” og ”Årets danske rockudgivelse”. De vandt desuden ”Årets danske gruppe” samme år.

Koncertbilletterne bliver sat til salg den 4. oktober.