Fortsæt til indhold
Musik

Stjernefotograf på vej til ny festival

Arrangørerne af festivalen Heartland har netop offentliggjort nye navne.

Forleden blev det offentliggjort, at den britiske supergruppe The Good, The Bad & The Queen - med Blur-sangeren, Damon Albarn, i front - optræder som et af de musikalske hovednavn på næste års version af festivalen Heartland på Fyn.

I dag offentliggør Heartland fire danske navne til det såkaldte TALKS-program på sommerens festival. Udover Jonatan Spang og Hella Joof, der sammen gør status over humoren i det offentlige rum, får festivalen også besøg af den verdenskendte fotograf Jan Grarup og forfatteren Ahmed Akkari.

Tidligere på året kunne Heartland offentliggøre den prisvindende, amerikanske forfatter Jonathan Franzen som det første navn på talkscenen.

Den verdenskendte fotograf Jan Grarups billeder fra krigs- og konfliktzoner har gået verden rundt. Han er blevet kåret som Årets Pressefotograf fem gange og har vundet et hav af priser for sine fotografier, herunder otte priser ved World Press Photo og Årets Pressefoto fem gange. I 2017 udgav han den anmelderroste fotobog ”And Then There Was Silence” og udgiver i 2019 erindringsbogen ”Hvor jernkorsene gror – En krigsfotografs erindringer” sammen med forfatter Jakob Fälling.

»Jan Grarup er sådan en slags rockstjernefotograf; en af verdens mest efterspurgte fotografer og en kunstner, der har stærke meninger om sit arbejde. Han er berømt for at opsøge nogle menneskers mest sårbare livssituationer rundt omkring i verden. Man sidder med åben mund, når man ser hans billeder, og det gentager sig faktisk, når han fortæller om, hvordan han skød sine billeder,« siger Rasmus Quistgaard, programchef på Heartland, Rasmus Quistgaard, som samtidig glæder sig over det kommende arrangement med Hella Joof og Jonatan Spang:

Jonatan Spang optræder sammen med Hella Joof på Heartland i 2019. PR-foto

»Samtalen med Hella Joof og Jonatan Spang, tror jeg, bliver et højdepunkt på Heartland til næste år. De er begge to super gode på en scene og har skarpe observationer af verden omkring dem. De er to af de stærkeste repræsentanter for den nye satire, vi ser i dag – humoren, der bruges til at beskrive noget væsentligt.«

De fire navne slutter sig til Jonathan Franzen på TALKS-programmet, mens musikprogrammet allerede tæller 14 kunstnere med Solange, The Good, the Bad & the Queen og The Smashing Pumpkins i spidsen. De kommende måneder vil der løbende blive offentliggjort flere navne fra hele verden inden for musik, kunst, talks og mad.

De vil alle kunne opleves på Heartland 2019, der finder sted fra torsdag d. 30. maj til lørdag d. 1. juni 2019.