Festivalfyld med eks-stjerne
Craig David forsvandt i strømlinet ligegyldighed ved Tinderbox.
Der var habil klubstemning – og ikke meget mere – da engelske Craig David spillede ved årets Tinderbox-festival.
Sangeren med den flødebløde croon-røst var en kæmpe kommerciel succes i nullerne, men siden er karrieren styrtdykket, og der var behersket fremmøde til hans optræden.
Sangeren har været offer for brutal satire i hjemlandet, og det seneste album er et flop i forhold til tidligere topsællerter.
David kom da også til Fyn i en lavbudget-udgave. Han optrådte med et enmandsshow og vekslede mellem at skrue på knapper på dj-pulten og optræde fremme på scenen.
Strømlinet smartness
Craig David skøjtede professionelt hen over et strømlinet popmiks med masser af manerer, smartness og urbane slang-fraser. Stemmen havde det godt, og der var lummer sødme i hans forførende og forsirede frasering. Han blev mødt af pigehvin fra de forreste rækker, hvor der blev festet igennem til de gamle hits.
Men de slidstærke og rigtig vedkommende sange forekom fraværende, og englænderen scorede alt for mange billige point ved bruge løs af smaskhits fra andre musiknavne.
Det hele kom til at minde om pænt, disciplineret og anonymt festivalfyld, uden at publikum ligefrem blev løftet højt på en skummende nostalgibølge.