Den største danske popsucces på Grøn Koncert
Danmarks største internationale popsucces Aqua er tilbage på Grøn Koncert,
Det er 21 år siden, at Aqua hittede med "Barbie Girl", og nu er popgruppen klar til at indtage Grøn Koncert endnu en gang.
Forsanger Lene Nystrøm forklarer i en pressemeddelelse:
”I kan forvente jer et band, som er bedre end nogensinde, og som kommer med ligeså meget energi, som vi altid har haft, og med et meget sammensvejset band, som vi har spillet med i mange år. Det kan man godt mærke, for vi har det sjovere end nogensinde. Og vi glæder os mere end nogensinde."
Rapperen, René Dif, uddyber:
”På Grøn føler alle sig velkomne. Der er plads til alle mennesker med de forskelligheder, man nu måtte ha’, og det gælder både for publikum, de frivillige og alle dem, som kommer og spiller – der er jo alt fra A til Å. Og så sætter man sig bare ned med et tæppe, med et par havestole og nogle iskolde bajere og hører noget fed musik. Det er sådan én stor fest for alle, som andre festivaler ikke kan skabe på samme måde.”
Aqua er det sjette og dermed sidste navn til plakaten for Grøn 2018. I november blev en anden dansk verdenssucces afsløret, da Lukas Graham blev annonceret som det første navn til årets program. I marts fulgte rocklegenderne D-A-D. I april blev det afsløret, at R&B-duoen Phlake debuterer på Grøn i år, og at Cisilia og Joey Moe optræder i et helt nyt musikalsk samarbejde. Senest blev det offentliggjort, at den hårdtslående rap-gruppe Suspekt lægger vejen forbi Grøn for fjerde gang.
Når Grøn i år turnerer landet rundt for 36. gang, er det ligesom sidste år med to koncerter i København. Men som noget helt nyt bliver den første af de to koncerter i København afholdt på Tiøren ved Amager Strandpark. Således begynder Grøn 2018 på Amager, mens den afsluttende koncert traditionen tro afholdes i Valbyparken.
Grøn turnéplan 2018:
19/7 – Amager
20/7 – Kolding
21/7 – Aarhus
22/7 – Aalborg
26/7 – Esbjerg
27/7 – Odense
28/7 – Næstved
29/7 – Valby