Fortsæt til indhold
Musik

Rod Stewart slår tonen an: Elton Johns afskedsturné »stinker langt væk af penge«

En af rockens helt store koryfæer langer hårdt ud efter Elton Johns beslutning om at tage på afskedsturné.

»Jeg vil gå ud med et brag.«

Sådan lød ordene fra 70-årige Elton John, da han i januar annoncerede, at han gennem de næste de tre år vil tage på en sidste verdensturné, ”Farewell Yellow Brick Road”, for at markere sin endelige afsked med musikken.

Men den køber den skotske rockmusiker Rod Stewart umiddelbart ikke.

I et interview med den amerikanske tv-station Bravo TV kom han med en sønderlemmende kritik af Elton Johns beslutning om at tage på afskedsturné.

»Det er uærligt. Det er ikke rock and roll,« sagde Rod Stewart, ifølge Independent.

Rod Stewart hævdede at have sendt ”hende” en mail for at høre, om det nu også kunne passe med den afskedsturné - med henvisning til Elton John. Sidstnævnte har endnu ikke vendt tilbage på henvendelsen.

»Jeg har aldrig snakket sådan om det, og hvis jeg går på pension, vil jeg ikke annoncere det offentligt. Jeg vil bare svinde hen,« sagde en meget uforstående Rod Stewart.

Han tilføjede yderligere, at når musikere gør »et stort nummer« ud af at annoncere deres afskedsturné i medierne, »stinker det langt væk af penge«.

I forbindelse med annonceringen af sin afskedsturné forklarede Elton John, at det skyldes prioriteringer og af hensyn til familie og helbred. Det betyder dog ikke, at han stopper med at være kreativ, fastslog han.

Lørdag den 18. maj 2019 har danskerne mulighed for at synge med på nogle af balladerne, ”Crocodile Rock” og ”Cande in the Wind”, når Elton John gæster Royal Arena i København.

Elton John under fremførelsen af Disney-klassikeren ”Can You Feel the Love Tonight” fra Løvernes Konge: