Fortsæt til indhold
Musik

Lukas Graham bliver hovednavn på Grøn Koncert i 2018

Den succesrige danske gruppe indleder den traditionsrige turné i København, hvor Grøn Koncert også slutter.

Lukas Graham bliver hovednavn på Grøn Koncert i 2018.

Det slås fast i en pressemeddelelse. Her udtaler forsanger Lukas Forchhammer:

»Jeg føler, at Grøn Koncert var der, hvor vi virkelig kom ud til den brede danske befolkning. Inden da kendte man os måske fra radioen, men på Grøn blev det en stor fællessangsfest tre år i træk. Det var et utroligt stort kompliment for os.«

Grøn Koncert-turnéen begynder i København - på Tiøren - den 19. juli og slutter også i København med Valbyparken som adresse for arrangementet den 29. juli.

Det bliver 36. gang, at Muskelsvindfonden i samarbejde med Tuborg holder Grøn Koncert.

Lukas Forchhammer giver i pressemeddelelsen udtryk for, at det er noget ganske særligt at være med på netop denne turné rundt i landet.

»Jeg kan godt lide at komme ind på pladsen om morgenen, inden den er fyldt, og gå rundt og snakke med de frivillige, man har lært at kende de forgangne år. Det gør du ikke på andre festivaler, men på Grøn er der en helt særlig respekt mellem de frivillige, publikum og musikerne, fordi vi alle er der for at løfte den samme opgave,« udtaler frontfiguren i Lukas Graham.

Lukas Graham blev dannet i 2010 og fik siden succes herhjemme med blandt andet "Ordinary Things", "Drunk in the Morning" og "7 Years", som også blev et stort hit i USA.

Lukas Graham spillede senest på Grøn Koncert i 2015.

2018 bliver fjerde gang for popgruppen.

Det oplyses ikke i denne omgang, hvem der i øvrigt skal optræde på Grøn Koncert.