"Møghætte"-forfatter er død
Forfatter og tegner Rune T. Kidde er død, 56 år gammel.

Natten mellem søndag og mandag gik den 56-årige forfatter, tegner og skuespiller, Rune T. Kidde, bort.
Han døde efter længere tids sygdom, skriver tv2.dk
Rune T. Kidde, der led af diabetes og i 1990 blev blind som følge af sygdommen, er bl.a. ophavsmand til "Den lilla møghætte og pulven” om den møgsure møghætte, Snifhvide, Røven og Rønnebærerne og mange andre.
Han blev i medierne omtalt som "en multikunstner, der har skabt sig et navn som omrejsende historiefortæller". Kidde var især kendt for at lave uskyldige eventyr om til regulære højborge for bandeord med vrøvlede sætninger og snørklede budskaber.
Født på Fyn
Rune Thorstein Kidde blev født nær Odense og blev efter endt gymnasietid en del af det kreative tegneseriemiljø.
Han debuterede i 1980, da han illustrerede "Man siger så meget", og siden har han illustreret og skrevet over hundrede tegneserier og bøger samt tegnet til blade og magasiner.
I 1999 modtog Rune T. Kidde Dan Turéll prisen for litterært multimedie-arbejde, og I 2010 blev hans bog, "Julius' afsind" nomineret til DR Romanprisen, efter at forlæggeren havde udtalt, at "den ikke ligner noget som helst andet".
Kiddes seneste roman, "Dødssøbølger", udkom i 2012.