Vrede over udtryk i populær bestseller
Dan Browns seneste roman "Inferno" rives af hylderne, men ikke alle er lige begejstrede for romanen.

For nogle dage siden udkom Dan Browns med længsel ventede "Inferno" - hans første roman med den evigt kodeknækkende professor Langdon siden 2009.
Som sædvanligt, når det handler om Dan Brown, har anmeldelserne været lunkne.
Essensen er, at han har skrevet en glimrende spændingsroman, men at man skal lede lidt længere efter romanens litterære kvaliteter.
Og ikke nok med det.
I bogen beskrives Manila som en by, der er ved at gå til i fattigdom, kriminalitet og prostitution. "Porten til helvede", kalder Brown byen.
Åbent brev
Dette fik i går en repræsentant fra bystyret, Francis Tolentino, til at skrive et åbent brev til Dan Brown, hvori han tager kraftigt afstand for beskrivelsen af Manila.
I brevet giver han udtryk for dyb skuffelse over, at hans by beskrives på denne lidet flatterende måde.
Han mener, at forfatteren helt overser alle de kvaliteter, Manila har og skriver blandt andet:
Porten til Himlen...
"I virkeligheden er vores sted porten til Himlen. Vi håber, at dette brev kan overbevise Dem om dette, og at det må guide Dem, når De næste gang beskriver Manila i et af Deres værker.
Nyhedsbureauet Associated Press har søgt at få en kommentar fra Dan Brown og dennes forlægger, men ingen har ønsket at udtale sig.
Det er i øvrigt ikke første gang, at myndighederne har været stærkt utilfredse med beskrivelser af Manila, der har 12 millioner indbyggere, skriver AP.
Skuespiller bandlyst
Det skete også i 1999, da den amerikanske skuespiller Claire Danes efter optagelserne til filmen "Brokedown Palace" udtalte, at byen var underlig, stank og var fuld af rotter.
Den tidligere præsident Joseph Estrada, der i sidste uge blev valgt til ny borgmester i Manila, nægtede efter bemærkningen den amerikanske skuespiller indrejse i landet.
I forbindelse med sin tiltrædelse har Estrada i øvrigt lovet at få godt og grundigt ryddet op i byen, der er præget af enorme slumkvarterer og et erkendt problem med kriminalitet og prostitution.