Tidligere prostitueret: »Jeg tog mig mere af psyken end af penissen«

Ilan Stephani føler sig ikke som et offer.

Hun blev ikke misbrugt som barn. Hun voksede op på landet under beskyttede forhold. Med to søskende, en lægefar og en fysioterapeutmor. Hun klarede sig så godt i skolen, at hun kunne springe et klassetrin over. Hun var en præmiedatter. Og hun var og er feminist.

Ikke desto mindre havnede Ilan Stephani på et bordel i Berlin, hvor hun over to år solgte sin krop for 80 euro pr. halve time. Uden at skjule det for hverken venner eller familie.

Hun havde levet de første 19 år af sit liv i hovedet, og da hun kom til Berlin for at studere, trængte Ilan Stephani til at føle sig levende.

»Jeg ville på en eller anden måde have et jordskælv. Technofester eller stoffer var ikke noget for mig. Da jeg flyttede til Berlin som 19-årig, tog jeg alene på swingerklub. Der bemærkede jeg: De er på en eller anden måde alle helt normale. Det var meget ikke-spektakulært,« fortæller hun i et interview med Süddeutsche Zeitung.

Men hun opdagede, at anonym sex ikke faldt hende svært.

»Prostitution var en frigørelsesakt for mig, selv om jeg egentlig altid havde været totalt imod det, og også er det i dag.«

Ilan Stephani er i dag 31 år, arbejder som kropsterapeut og har netop udgivet bogen : ”Lieb und teuer - Was ich im Puff über das Leben gelernt habe” (Kær og dyr - hvad jeg har lært på bordellet om livet, red.) om sine to år som sexsælger under navnet Paula. En af pointerne i bogen er, at bordellet kan ses som en spejling af samfundet.

Et samfund, hvor der er alt for stort fokus på den mandlige erektion og ejakulation, og kvinder går med til ting, som de ikke har lyst til, fordi de er opdraget til at smile og er bange for at sige nej.

Vi skal lære piger at sige nej, lyder budskabet.

»Seksuelt går det grusomt dårligt for mænd. Værre end for kvinder. For modsat kvinder ved de slet ikke, hvad der mangler. Hvis det at sprøjte op i en kvinde, som lader som om, er højdepunktet i deres seksuelle liv, hvor trist er det så ikke? Bordellet er bare et symptom på den fattige sex, som vi har,« siger hun til Die Tageszeitung.

Ifølge Ilan Stephani handlede hendes arbejde i omtrent 30 pct. af tilfældene mere om at lytte end at tilfredsstille de kropslige lyster.

»Jeg tog mig mere af psyken end af penissen,« konstaterer hun over for Süddeutsche Zeitung.

Og selv om der i disse dage tales meget om, at mænd misbruger deres magt seksuelt, eksempelvis Hollywood-produceren Harvey Weinstein, så mener Stephani, at det også i hans tilfælde dækker over usikkerhed.

»Patriarkatet lyder altid som om, at mænd er vindere, men jeg har ikke oplevet en eneste mand på bordellet, der følte sig som en vinder,« siger hun til avisen og tilføjer, at de i højere grad skammede sig eller følte sig pressede.

Hun går så langt som til at sige: »Kundens job er ofte sværere end den prostitueredes« og forklarer:

»Kunststykket, som han skal udføre i sit indre, er meget mere sygt. Bordelsituationen er ekstremt uerotisk. Luderen smiler, fordi hun får penge. Ved det 31. minut holder hun op med at smile. Men det skal mændene ignorere.«

Ilan Stephani erkender, at de færreste prostituerede arbejder under så beskyttede forhold, som hun gjorde, og erkender, at det er et stort problem, at mange kvinder tvinges ud i arbejdet. Samtidig understreger hun, at det for andre er en langt bedre løsning end at sidde på kontor.

Stephani kom ikke ud af branchen uden skrammer og blev udsat for voldtægt på bordellet, men det var ikke den direkte årsag til, at hun valgte at stoppe i branchen.

Det var i stedet en følelse af kedsomhed samt et onanikursus for kvinder, hvor de skulle finde hinandens g-punkt.

»Jeg græd, lo, svedte og rystede, og da stod det klart for mig: ”Der er noget ved emnet sex, som jeg virkelig ikke har forstået endnu”.«