Fortsæt til indhold
Litteratur

USA's mest læste roman udkommer som tegneserie

Forfatter Harper Lees pårørende har accepteret den posthume bearbejdning af klassikeren "To Kill a Mockingbird".

Mod forventning har den afdøde forfatter Harper Lees pårørende givet grønt lys til en grafisk bearbejdelse af hendes romanklassiker fra 1960. Det skriver The Guardian, der samtidig kan afsløre, at det bliver den London-fødte kunstner Fred Fordham, der kommer til at oversætte ord til illustrationer.

»At tilpasse sig en historie, der betyder så meget for så mange - og at finde den passende kunstneriske stil, der kan give den liv i et langt, visuelt format - er en stor ære og et stort ansvar. Heldigvis er det også en stor fornøjelse,« siger Fred Fordham.

”To Kill a Mockingbird” (På dansk: ”Dræb ikke en sangfugl”) har, siden Harper Lee satte sidste punktum i 1960, solgt mere end 40 mio. eksemplarer på verdensplan. Ifølge Litteratursiden.dk er romanen i flere undersøgelser placeret som nummer to over amerikanernes yndlingsbøger - kun overgået af Bibelen.

Fred Fordhams voksentegneserie er det seneste i en række projekter med afsæt i den verdensberømte race-skildring fra 1930’ernes Alabama, siden Harper Lee døde i februar 2016. I december sidste år annoncerede indbyggerne i Harper Lees hjemby Monroeville, sporet an af forfatterens advokat Tonja Carter, at de var i færd med at bygge en række turistattraktioner på baggrund af romanen. De skulle efter sigende åbne i år.

Det var længe opfattelsen, at Pulitzer-vinderen ”To Kill a Mockingbird” var Harper Lees eneste litterære bedrift. Men for få år siden meddelte den sky forfatter omverden, at efterfølgeren ”Go Set a Watchman”, som var skrevet før 1960 og siden havde ligget i et pengeskab, lå klar til publicering.

Det er uvist, om Harper Lee ville have syntes om de mange projekter rundt om romanen. Men i 1993 skrev hun til en ven, at hun var utryg ved »den nye helligdagssport i Monroeville [...] Den hvor folk tager deres tilrejsende venner og familie med over for at se på mig.«

Tegneserien publiceres i november 2018.