Caspar Eric overgår sig selv
Fem stjerner til de konstruktivt navlepillende depressive digte i ”Avatar”.
Nogle ville sikkert kalde Caspar Erics forfatterskab ”navlepillende”. Og det ville i så fald heller ikke være helt forkert. I en talesprogsnær skrift med flere digressioner end klare røde tråde graver Erics tekster dybt i forsøget på at fremskrive følelseslivet så oprigtigt og ukunstlet som muligt.
Hvad hans nye digtsamling imidlertid slår fast med syvtommersøm,…