Fortsæt til indhold
Litteratur

Von Trier: Med Rifbjerg er kulturradikalismen død

Lars von Trier var en nær ven af Klaus Rifbjerg, og han er meget berørt af forfatterens død.

Den danske filminstruktør Lars von Trier var ven med den afdøde forfatter Klaus Rifbjerg.

Han mindes, hvordan Rifbjerg gav ham en chance, da von Trier var 20 år gammel:

”Som ung troede jeg, at jeg skulle være forfatter, men der var ingen, der gad at læse mine manuskripter - undtagen Klaus Rifbjerg, han gad godt. De folk, der tager én under vingen, får stor betydning for én. Min hengivenhed over for ham vil være livslang,” siger Lars von Trier til Jyllands-Posten.

Mesterinstruktøren nød også godt af Rifbjergs kritik, fortæller han.

”Han har set alle mine film og givet mig kritik. Han var en uhyre trofast ven, som jeg senere nød at gå på jagt med. Med ham har Danmark mistet kulturradikalismen. Han var en brav stridsmand, og jeg kan ikke se, hvem der skal erstatte ham. Der er ikke umiddelbart noget eller nogen at sætte i stedet for.”

Klaus Rifbjerg var også kyndig ud i filmmediet. Han skrev en lang række manuskripter, senest i 2012 til Jan Troells ”Dom over død mand”.

Også filmproducent og stifter af Zentropa Peter Aalbæk Jensen mindes Klaus Rifbjerg:

”En af de utallige gange min omtumlede person blev udråbt som superskurken i dansk film, skrev Rifbjerg et indlæg i Politiken som munter støtte til ”Ålen”. Han var én, der iklædte sig skjold og sværd, når nogen blev kanøflet,” siger han til Jyllands-Posten.

Filminstruktør Christian Braad Thomsen hylder Klaus Rifbjergs forfatterskab men savnede nogle gange argumenter, når han debatterede.

”Klaus Rifbjerg er indiskutabelt en af vores største forfattere. Han introducerede modernismen i dansk litteratur. Men jeg synes ikke, at han var en stor polemiker. Der brugte han for ofte den autoritet, der lå i hans navn, frem for argumenter,” siger Christian Braad Thomsen.