Gyldendal-direktør: Rifbjerg åbnede forlaget for den store verden
Klaus Rifbjerg var aktiv hos Gyldendal siden de tidlige 60’ere, og han efterlader en stor arv, mener direktør hos forlaget.
Forfatteren Klaus Rifbjerg har været aktiv på forlaget Gyldendal siden 1960, hvor langt hovedparten af hans 166 titler også er udgivet. Forlaget fik besked om dødsfaldet lørdag aften.
”Klaus har været med til at åbne Gyldendal for den store verden. Det skyldes primært hans interessere i britisk og amerikansk litteratur, og han havde et stort internationalt udsyn. På den måde har han betydet meget for Gyldendal, og hans egen produktion har selvfølgelig været vigtig,” fortæller Johannes Riis, der er litterær direktør hos Gyldendal.
Johannes Riis har arbejdet hos Gyldendal siden 1979, og han mener ikke, at der kan være tvivl om, at Klaus Rifbjerg har haft stor betydning for Danmarks største forlag.
Han fremhæver særligt forfatterens arbejde som konsulent siden de tidlige 60’ere og rollen som litterær direktør som betydningsfulde.
”Han efterlader først og fremmest sin litterære arv med sit forfatterskab, og så efterlader han en særlig form for munterhed – og en uhøjtidelighed, som var sund for os alle sammen,” siger Johannes Riis.
Klaus Rifbjerg har skrevet tæt ved 40 romaner og en lang række digt- og novellesamlinger, mens den nu afdøde forfatter også har sat sine aftryk på andres udgivelser i kraft af rollen som konsulent hos Gyldendal.
”Jeg havde meget åbenhjertige samtaler med ham, og vi diskuterede ud fra hvert vores synspunkt. Bagefter kunne vi være lige gode venner,” siger Johannes Riis.
Johannes Riis fremhæver samarbejdet med Klaus Rifbjerg som både professionelt og åbenhjertigt.
”Jeg kunne i hvert fald regne med, at Klaus sagde, hvad han mente - han brændte ikke inde med noget,” siger Johannes Riis.
Han skabte måske også fjender med sin stil?
”Det gjorde han, men det havde han ingen indvendinger mod. Han vidste, at han ikke kunne være gode venner med alle mennesker,” fortæller Johannes Riis og fortsætter:
”Jeg kommer til at savne Klaus’ format. Han var noget helt særligt. Han havde et nærvær, et sprogligt beredskab og en selvsikkerhed, som virkelig var i særklasse. Han havde en selvfølgelig adgang til verden, og han havde en selvfølgelig plads i den, og det var han helt klar over selv.”