En brite kom til Danmark og lærte om Disney-sex og benhård ærlighed

Helen Russel var 32 år, da hun i 2013 landede i Jylland i den måned, der for de fleste danskere føles som årets længste.

Det var på alle måder januar.

"Vi stod ud af flyet i Billund og direkte ud på den frosne asfalt, så det første vi lagde mærke til, var kulden, som vi slet ikke var klædt på til,"fortæller Helen Russel over telefonen fra sit hjem i en landsby "tæt på Billund".

Bag sig efterlod Helen Russel 12 års liv i London, hvor hun havde arbejdet på konstant overtid for en række modemagasiner som Marie Claire og Tatler.

"Det tog os en time og nogle gange længere at komme på arbejde, vi arbejdede i mange timer og gik måske ud om aftenen, så min mand og jeg så stort set kun hinanden i weekenden, hvor vi også skulle vaske tøj og købe ind. Vi var trætte hele tiden."

Nu havde Helen Russels mand havde fået nyt job, og det var ikke i en ny storby, men hos Lego i Billund.

"Jeg havde set "Forbrydelsen" og "Borgen", men det eneste, jeg havde fået med fra serierne, var, at Danmark var koldt og gråt, og at mange mennesker blev slået ihjel. Da vi ankom, var det virkelig koldt. Selv havet var frosset til, og vi lagde mærke til, at gaderne var meget tomme," siger Helen Russel, som var klar over, at kulturchokket nok ville blive større, end hvis de var flyttet til København.

"Jeg vidste, at det ville ligge langt fra mit liv i London, men vi var så udbrændte, at vi tænkte, at det måtte være bedre, end hvad vi kom fra."

Samtidig mener den 34-årige journalist, at basen i Jylland har tvunget hende til at få danske venner samt givet en bedre fornemmelse af det "ægte" Danmark.

Planen var at blive ét år, hvor Helen Russel skulle arbejde som freelancejournalist og skrive om skandinaviske forhold for The Guardian, The Telegraph og The Independent.

To år efter er parret stadig i Jylland og regner med at blive to år endnu. Og efter at have forsøgt i årevis er de to også blevet forældre til en lille dreng.

Derudover har Helen Russel netop udgivet en bog om den første tid i Danmark med titlen "The Year of Living Danishly - Uncovering the Secrets of the World's Happiest Country", en måned-for-måned-gennemgang af forfatterens første år i landet med beskrivelser af, hvad hun har lært hver fjerde uge.

Bogen kom i stand, fordi hun havde skrevet klummer om sit danske liv i The Telegraph. Klummer, som var interessante nok til, at hun blev spurgt, om de kunne omdannes til en bog.

Og der er flere ting at lære i Danmark, bl.a. at der er regler for meget, heriblandt flagning. Og at "Disney Sjov" ikke kun er for børnene.

"Danskere er ret gode til at være ærlige, mens briter er lidt mere hæmmede. Folk har f.eks. været meget ærlige omkring deres sexliv. Nogle venner fortalte mig, at mange børn får fredagsslik og ser ”Disney Sjov”, og at forældre med lidt ældre børn ofte benytter lejligheden til at snige sig væk og have sex. Mit barn er stadig for lille, men hvem ved, måske en dag," siger Helen Russel, hvis søn er ét år.

I nogle tilfælde er ærligheden mere brutal.

"Min mand elsker dansk design, så vi har bl.a. en PH-lampe, og en af mine venner sagde til mig: "Det er ikke så cool i Danmark længere, det får det til at se ud som om, at I er offentligt ansatte, hvis I vil fremstå som designercool, skulle I ikke have disse ting." Og det er fint og sjovt, at hun siger det, men hvis man sagde det i Storbritannien, ville det blive opfattet som meget uhøfligt."

Er det så ærligt eller uhøfligt?

"Jeg synes, at det er ærligt, mine følelser er ikke sårede. Måske ville det virke uhøfligt, hvis jeg lige var ankommet til landet, men nu er det helt ok. Briterne forsøger ofte at være høflige og siger derfor ikke altid, hvad de mener, mens danskere i højere grad siger, hvad de mener."

I bogen forsøger forfatteren at afdække, hvorfor Danmark år efter år bliver udråbt til den lykkeligste nation i verden, og en af de ting, hun straks bed mærke i, var arbejdstiden.

"Den største overraskelse var nok, at folk kun arbejder fra kl. 8-16, og at det er i orden at gå, hvis man skal hente børn. Og tanken om, at daginstitutioner bliver delvist betalt af staten, så kvinder kan vende tilbage til arbejdsmarkedet og få en karriere. Familien prioriteres ret højt, og ja, man betaler meget i skat, men man får også en række ydelser for det, og folk er lidt lige, både når de gælder kønnene og indtjeningen. Det virker nogle gange som om, at danskere ikke ved, hvor godt de har det."

Det sociale sikkerhedsnet og en generel tillid til hinanden er ifølge Helen Russels opfattelse en stor del af hemmeligheden bag de tilfredse danskere.

"Man har ikke håb om at blive lykkelig, hvis man er bekymret for sin økonomiske sikkerhed, og hvordan man skal få tag over hovedet eller hvis man ikke nærer tillid til folk omkring sig. Jeg siger ikke, at danskerne hopper rundt og er superlykkelige hele tiden, men det virker som et bedre liv end det i Storbritannien, og det har i hvert fald gjort mig lykkeligere," siger forfatteren, som ikke mener, at danskernes brokkeevne har nogen betydning.

"Vi brokker os også meget i Storbritannien, jeg tror, at det er meget basalt, menneskeligt. Så brok kan være noget socialt, som binder folk sammen."

Helen Russel peger kun nødigt på de negative ting ved Danmark, men hæfter sig ved, at Storbritannien i højere grad er et multikulturelt og mangfoldigt samfund, og at man har mere erfaring med at tage imod udefrakommende.

Og så er der maden.

"En række danske kokke har fortalt mig, at det er en jysk kliché, at kosten her består af svinekød og kartofler, og jeg har godt nok fået en hel del svinekød og kartofler. Selv små landsbyer i Storbritannien har efterhånden fået et større udvalg af mad."

"The Year of Living Danishly" er udkommet i Storbritannien, men kommer også i Australien, New Zealand, USA, Sydkorea - og måske også Danmark.