Arne Dahl er ustoppelig

Det er lidt trist, at det på flappen af denne fjerde bog i Arne Dahls serie om europæisk politisamarbejde meddeles, at det er sidste bog i serien. På den anden side har læserne erfaring om, at Arne Dahl nok alligevel vender tilbage, forhåbentlig med nogle af de samme figurer.

Det var nemlig det, han gjorde, da han var færdig med de annoncerede 10 bind om A-Gruppen i Stockholms politi.

Som så mange andre var han inspireret af Sjöwall og Wahlöös 10-binds-serie fra 1965-75 om Martin Beck, da han satte 10 bind som målet for historien om A-Gruppen for særlig farlig kriminalitet med internationale forbindelser under Stockholms politi.

Vanskeligt at slutte

Da han nåede vejs ende med ”Himmeløje,” var det vanskeligt at lukke og slukke, for serien faldt både i publikums smag og havde en række potentialer, som det kløede i forfatterens fingre for at realisere. Med nogle tryllegreb lånt fra litteraturens magiske realisme i overlednings-historierne ”Elleve” og ”Ghost House 2.0” blev det til en ny serie, omfattende fire bøger: ”Hviskeleg,” ”Stoleleg,” ”Blindebuk” og nu ”To mand frem for en enke”.

Paul Hjelm, tidligere chef for A-Gruppen, er leder af en tilsvarende gruppe under Europol kaldet OpCop, fordi det er Europols indtil videre ganske uofficielle operative enhed. Der er jo som bekendt ikke enighed om udstrækningen af det europæiske politisamarbejde, så Hjelm og Co.’s politiske opbakning er aldrig helt sikker.

OpCop består af nogle af de bedste politifolk fra forskellige europæiske lande, og gruppen har til formål at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet. Den har hjemsted i hollandske Haag og har betydelige ressourcer til rådighed.

OpCop er nu flyttet til de skræddersyede hi-techlokaler, som har været under bygning i nogen tid. For to år siden forsvandt to af gruppens medlemmer, der var sendt ud på en mission. Men nu viser det sig pludseligt, at de muligvis er i live, som gidsler hos en kriminel organisation.

Meget peger på den syditalienske mafia ’Ndrangheta, så Hjelm begynder at sende sine tomandshold ud for at undersøge sagen. Men endnu stærkere kræfter er i spil i form af en international sikkerhedsorganisation og dens interesser i global narko-fremstilling og -distribution. Det er folk, som OpCop tidligere har haft på kornet. Nu tegner det til det endelige opgør, som ikke bare er europæisk, men globalt, med Kina som væsentlig skueplads.

Det ægte Europa

Dahl har haft forskellige tematiske dagsordener i de foregående historier. Sidste gang var det Europas kasteløse, romaerne, og noget om vedvarende energi. Denne gang gælder det ikke bare om narko, men også forsøget på at genmanipulere mennesker, så fremtidens ledere vil være særligt genetisk udrustede nietzscheanske overmennesker.

Nettet trækkes sammen til den store civilisationskritiske finale. Dahl lader sine fiktive talerør udtrykke voldsom bekymring over et Europa, der synes at have glemt, at det opstod af en civiliserende humanisme – moderniteten – i begyndelsen af 1500-tallet. Men det tegner til at blive en parentes i menneskehedens historie, for humanismens epoke er truet på alle fronter. Arto Söderstedt, OpCops samvittighed, opsummerer synspunktet om det ideelle Europa, der opstod dengang for 500 år siden: »[E]t samlet, et Europa forenet af troen på demokrati, frihed, humanisme og forhåbentlig også snart ligestilling. Det er vores USO, vores Unique Selling Point, for nu at bruge en af tidens fraser, som alle benhårde ultranyliberale og krigsopviglere og diktatorer af alle mulige og umulige kulører på mange måde trods alt misunder os.«

Dahls OpCop-serie er noget af det bedste, der skrives i disse års spændingslitteratur. Der er både til hjerne og hjerte, og så er den danske oversættelse helt i top.