Fortsæt til indhold
Litteratur

Så er den gamle dame vred igen

Forfatteren Harper Lees forsøg på at indgå forlig med souvenir-shop endte frugtesløst.

Det begyndte med et regulært sagsanlæg, men inden det nåede i retten enedes parterne om at gøre et forsøg på at stable et forlig på benene.

Men det har nu vist sig umuligt, hvorfor sagen igen har kurs mod retten.

Det handler altsammen om den nu 87-årige forfatter Harper Lees mere og mere indædte kamp for sine rettigheder til ”To Kill a Mockingsbird” (”Dræb ikke en sangfugl”).

Adskillige retssager

Harper Lee, der ellers normalt lever ekstremt tilbagetrukket, har i de senere år været igennem adskillige retssager med det formål at sikre sig rettighederne til sin eneste roman - og alle tiltag/produkter i relation til denne.

Stridens æble er nu Monroe County Herritage Museum i Monroeville i staten Alabama.

Museet fortæller historien om den berømte roman, der arrangeres rundvisninger i de områder, der optræder i bogen og - ikke mindst tilbyder museets shop et bjerg af souvenirs påtrykt teksten ”To Kill a Mockingird”.

Kræver en andel af indtægterne

Og det er, hvad der er sagens kerne.

Så længe de solgte souvenirs bærer titlen på hendes roman, kræver hun en betydelig andel af indtægterne ved salg af kopper, T-shirts og meget andet.

I maj sidste år lagde hun sag an mod museet, der mente, at de var i deres gode ret til at anvende bogtitlen.

Sagen var sat på standby, så længe parterne søgte at komme til enighed.