Fortsæt til indhold
Litteratur

Forfatter føler sig groft taget ved næsen

Hun har kun skrevet en roman, men den er solgt i 30 mio. eksemplarer - nu kæmper hun for sine rettigheder.

Da den nu 87-årige forfatter Harper Lee i 1960 skrev romanen ”To Kill a Mockingbird” (på dansk i 1962: ”Dræb ikke en sangfugl”) havde hun ikke den ringeste anelse om, hvad der var i vente.

I dag er romanen langet over boghandlerens disk flere end 30 millioner gange, og den er oversat til utallige sprog.

Og rent faktisk er romanen den eneste, Harper Lee nogensinde har skrevet.

Bittert retsopgør

Nu er hun blevet hovedpersonen i et bittert retsopgør med sit tidligere agentur, som, hun mener, bevidst har franarret hende alle rettigheder til romanen.

Hovedskurken er - i følge Harper Lee’s advokater - Samuel Pinkis, der er nevø til forfatterens agent gennem 40 år, Eugene Wininck.

Da Wininck i 2002 blev syg overtog nevøen adskillige af onklens klienter og overførte dem til sit eget selskab.

På et tidspunkt blev Harper Lee klar over, at alle rettigheder til hendes succes-roman var overdraget til Samuel Pinkis.

Hun nægter overdragelse

Og det - fremgår det af søgsmålet, der i går blev indbragt for en domstol på Manhattan i New York - har hun ingen erindring om, at hun har accepteret.

Hun beskylder agenten for at udnytte, at hun de seneste år er blevet dårligt hørende og svagtseende, og hun kræver derfor alle rettigheder tilbage.

Da romanen havde 50 års jubilæum, hørte Harper Lee intet i forbindelse med en udgivelse som e-bog, og hendes tilbud om assistance i forbindelse med jubilæumsudgaven af bogen blev ignoreret. I det hele taget er enhver henvendelse om hendes rettigheder forblevet ubesvarede.

Udover at kræve rettighederne tilbage, så forlanger Harper Lee, der lever tilbagetrukket i Monroeville i Alabama, at få udbetalt al indtjening på bogen i alle udgaver fra 2007 til dags dato.

Romanen, der også er filmatiseret, handler om advokaten Atticus Finch, der forsvarer en sort mand, der er anklaget for voldtægt af en hvid pige.