”Vi skal have justeret vores godhedsgrad”

Den svenske forfatter og journalist Elisabeth Åsbrink modtog en dag en IKEA-kasse med over 500 breve, der var sendt fra Wien til Sverige i årene 1939-44.

Brevene var sendt fra familien Ullmann til den 13-årige søn Otto, der var sendt til Sverige med et flygtningetog væk fra det nazistiske Østrig, hvor jøderne levede under stadig større undertrykkelse og pres.

Forældrene kunne ikke få indrejse i Sverige. Korrespondancen slutter i 1944, hvor det sidste brev er dateret Theresienstadt. Begge Otto Ullmanns forældre døde i gaskamrene i Auschwitz.

Hjerteskærende dokument

Elisabeth Åsbrink har netop udgivet bogen ”Og træerne står stadig i Wienerwald” på dansk. Bogen, der på sin egen stilfærdige måde er et hjerteskærende dokument over de europæiske jøders skæbne belyst gennem de savn- og længselsfulde breve, er samtidig en nøgtern skildring af et mørkt kapitel i Sveriges historie.

»Indtil 1943 tror svenskerne stadig, at Hitler vil vinde krigen. I den periode er der en meget stærk fremmedfjendskhed rettet mod jøder, og den styrer flygtningepolitikken. Det er eliten, højtuddannede mennesker i hele landet, der står i spidsen for de antisemitiske argumenter, som den svenske regering lytter til.«

»Der var modstand mod jøder i mange europæiske lande. Men når det gjaldt flygtningepolitikken, var Sverige mere restriktiv end andre lande. Sverige var aktiv for at få nazisterne til at stemple et ”J” i jødernes pas, så de kunne afvises ved grænsen. Sverige var først i verden med et statsligt racebiologisk institut, og Göring skrev i begyndelsen af 1930’erne og takkede for de svenske racebiologers arbejde, for det var inspirerende for nazisterne,« siger Elisabeth Åsbrink.

Kollektiv erindring

Hun mener, at Sveriges billede af sig og den kollektive erindring om rollen under krigen først begynder  i 1943, da man tog imod de danske jøder, senere med Raul Wallenberg, der reddede jøder i Budapest, og De Hvide Busser, der hentede jøder efter krigen. Det er det, man husker, eller det, man vil huske.

»Den kollektive fortrængning har i Sverige betydet, at man har fremstillet sig selv som humanismens højborg. Det er et delvis falskt billede, som vi er ved at bearbejde nu, og min bog er vel en del af den bearbejdelse.«

 »Vi skal have justeret vores godhedsgrad. Det er en del af det svenske selvbillede, at man er en humanistisk, velmenende og god stat, både internt og i forhold til omverdenen. Billedet af sig selv som god betyder, at man ikke reflekterer over, hvad det er, man gør. Hvis man er overbevist om, at man gør gode gerninger, så stopper man jo ikke op og tvivler, og så begår man de samme fejl. Der er der et problem i det svenske selvbillede,« siger Elisabeth Åsbrink, hvis bog i Sverige har været med til at ryste manges billede af landet.

• Læs hele interviewet med Elisabet Åsbrink i Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag.
• Få digital adgang til artiklen. Find det abonnement, der passer dig bedst: Klik her