Manden, der skrev om kap med Hemingway, Steinbeck og Fitzgerald

Mississippi er ikke bare et sted, men en tilstand. I hvert fald når nobelprismodtageren William Faulkner skriver om den amerikanske sydstat.

Det er en duft af fugtigt muld, sved og støv blandet med stoisk desperation, hemmeligheder og galgenhumor.

I den berømte forfatters snart 100 år gamle hovedværk, ”Da jeg lå for døden” fra 1930, der er ude i ny og overbevisende oversættelse af Juliane Wammen, møder vi Bundren-familien, mens moren Addie dør.

Familiemedlemmerne er sære, stædige, tragiske og morsomme på én gang, og det er dem, der bærer Addies mere og mere forrådne lig gennem Mississippi, så hun kan blive begravet i hjembyen Jefferson.

Hver af dem bærer også på deres egen version af sandheden, som vi hører om på skift. Deres stemmer vælter ud af bogen som floder, der truer med at gå over deres bredder.

Hen over 242 sider møder vi 15 fortællere i 59 korte kapitler. Der er ikke én Bundren-familie, men flere, og hver stemme bryder rummet op og gør sorgen til noget personligt, noget uoverskueligt og samtidigt næsten underholdende.

Det familiære drama er en eksistentiel komedie. Intet er enkelt og entydigt, heller ikke sorg. Man er fælles om den, men alligevel radikalt ensom i den. De taler ikke med hinanden, de taler forbi hinanden i hver deres bevidsthedsstrøm.

Vi er med fra morens sidste åndedrag til den mudrede kirkegård, hvor hun skal begraves, og ”Da jeg lå for døden” er én af grundene til, at William Faulkner fik Nobelprisen i litteratur i 1949.

Det er storslået læsning hele vejen.

Grotesk og inderlig fortælling

Den sydstatsverden, vi introduceres for, er ikke idyllisk, men forrået, forvitret og fuld af hemmeligheder.

Måske ligner Faulkners sprog bevidst landskabet og stemningen – rodet, uprætentiøst og drømmende på én gang?

”Da jeg lå for døden” er både tilgængelig og kompleks. Man kan læse den som en klassisk familieodyssé, men også som et væld af kakofoniske stemmer, der svæver og falder, imens familien slæber moderens kiste over floden og igennem mudderet.

Det er både grotesk og inderligt, verdensfjernt og tæt på.

Den amerikanske sydstatsfamilies tragiske parade gennem Mississippi er bølgende med besk humor. Man bliver både forvirret og lystig af at følge dem.

Vi møder Darl, den tavse søn, der bliver ramt af vanvid, og Jewel med sin hest og sit had til moren og til verden. Vi kommer omkring Cash, der hamrer kisten sammen så nøjagtigt, at det bliver absurd, og faren, Anse, som er krumrygget og tør som et dødt egetræ.

Hver karakter har sit eget mareridt og kunne være hovedperson i sin egen roman.

Romanens storhed ligger ikke i handlingen, men i det panorerende blik på livet og meningen med det hele.

Shakespeare i mudder

Faulkner springer vildt i tid. Vi bevæger os ud og ind af mærkelige og hjerteskærende dialoger og absurde monologer, der føles mere som bønner end tale. Han skriver, som var han Shakespeare, der vader rundt i snavs og mudder. Med tragik og komik på samme tid. Sprog og fortælling mødes og brydes, og sorg bliver til satire, og satire bliver til sorg.

Det er, som om døden ikke bare er noget, der sker, men noget, vi alle langsomt bliver en del af.

Faulkner åbner menneskene op, så vi kan se ind under huden på deres længsler, hævnlyst og mangel på medfølelse – og deres forsøg på at gøre det rigtige. Og igennem dem ser vi os selv.

Måske er det slet ikke døden, men familiens dårskab, forvildede håb og de evindelige forsøg på at kontrollere skæbnen, som Faulkner vil vise os. Som læser står man midt i sveden og sorgen, men også midt i et sprukkent sprog, hvor man kan se sig selv, på randen af det gakkede og det sublime.

Kan man omfavne familien Bundrens? Kan man overhovedet forstå dem?

Måske netop i forsøget på det bliver romanen ved med at leve og ånde her snart 100 år efter dens udgivelse.

Sproget flyder som en flod

William Faulkners sydstatsverden er skrøbelig og stærk, desperat og dybt uforløst. Denne fremragende roman kan læses som et tableau af sørgende, grinende og døende mennesker, hvor alting foregår både under og over overfladen, og hvor sproget snubler, flyder, drømmer og taler som flodens brusen.

Forlaget bag udgivelsen, aarhusianske Turbine, meddelte for ikke så længe siden, at forlaget vil stoppe med at udgive skønlitterære værker. ”Da jeg lå for døden” viser, ligesom resten af forlagets overbevisende klassiker-serie, hvor uendeligt trist og ufortjent det faktum er.