For 400 år siden fik kongen en god idé, der fuldstændig forandrede Danmark

Jeg skrev mit første brev med en stor rød tusch. I min hukommelse havde det nogenlunde denne ordlyd:

Til Lone

Skal vi være kærester?

Nedenunder havde jeg lavet tre tomme felter:

Ja. Nej. Måske.

Og nedenunder skrev jeg i parentes:

(Sæt kryds ved en af dem)

Brevet havde jeg skrevet på mit værelse om formiddagen. Jeg skulle først møde til middag på Vestre Skole, hvor vi lavede farvestrålende grise i papmache i formningslokalet oppe under loftet.

Og Lone med krøller og de brune øjne gik i min klasse. Hvad hun svarede, må vi lige vende tilbage til. Den slags er ret sårbart, når man er seks år.

Jeg kom til at tænke på brevet, da jeg sad med bogen ”Post og Tele – kommunikation og danskerne” i hænderne. En diger sag på 320 sider med masser af illustrationer og fortællinger om den kommunikation, der har udspillet sig, siden kong Christian IV i 1624 oprettede det kongelige danske postvæsen.

1.600.000.000 breve om året

Breve skrevet møjsommeligt på papir med tusch, blyant, fyldepen eller kuglepen har det med at dukke op i kasser på loftet.

Bag skriblerierne gemmer sig en disciplin, som de seneste mange år er forsvundet ud af vores dagligdag. Langsommeligheden og eftertanken.

For det kunne forekomme forholdsvis skræmmende at sidde ved skrivebordet og forfatte linjer, der helst skulle nå hele vejen ned på arket. Alternativt kunne der anvendes store bogstaver og forholdsvis meget luft mellem linjerne, hvis der ikke var synderligt at fortælle.

Det krævede én ting: Omhyggelighed, for det var ens inderste tanker, der blev presset ned på papiret og hvis der blev lavet fejl, var det synligt.

Det er tre historikere, som har forfattet bogen om det statslige monopol på kommunikation gennem 400 år, og for alle, der har mere end 30 år på dåbsattesten, vil det vække minder at se fotos af det cyklende postbud med kasketten, den gule Renault 4-postbil, de røde postkasser, frimærker, de store posthuse og sorteringscentraler, posttoget, hvor brevene blev sorteres undervejs mod endemålet.

Nu sendes der stort set ikke længere breve mellem private.

For 25 år siden blev der bragt 1,6 mia. forsendelser ud til danskerne om året, nu ligger tallet og roder under 1.200.000, og de deciderede posthuse er forlagt til supermarkeder eller tankstationer, sågar metalskabe, der bliver stillet op dér, hvor folk henter de varer, der bliver bestilt hjem på nettet.

Regninger? I gamle dage stod vi i kø til langt ud på gaden omkring den første i hver måned for at betale huslejen eller licensen på et girokort, som en medarbejder med virkelig hurtige hænder ekspederede bag en glasrude, hvorefter sedler og mønter blev skubbet ind og talt op med en plasticdut på pegefingeren.

Telefonbombemanden fra Gladsaxe

I 400 år har staten haft monopol på kommunikation mellem danskerne. Nu er markedet blevet liberaliseret, privatiseringen har taget over, og ny teknologi har gjort verden mindre.

I 1905 oprettede KTAS, hovedstadens telefonselskab, et såkaldt nummerkontor, hvor et væld af ansatte sad parat til at oplyse om telefonnumre, men også svare på spørgsmål om, hvad der gik i den lokale biograf. Som en slags fortidens svar på Google, som der står i bogen.

”Post og Tele – kommunikation og danskerne” er en bladrebog udstyret med et væld af illustrationer plus en masse af informative nedslag om alt fra uniformer over frimærker og fastnettelefoner til de store statslige postbygninger og køretøjer. Krydret med små anekdotiske fortællinger som den om telefonbombemanden fra Gladsaxe, der huserede i 1977 og skjulte små bomber i telefonboksene, hvorefter myndighederne så sig nødsaget til at fjerne dørene for en sikkerheds skyld.

Interessant er især et kapitel om kommunikationen under Besættelsen, aflytningen, censuren og krigens indvirkning på dagligdagens kontakt.

Bogens grundige gennemgang af de seneste 400 års kommunikation, det være sig breve, telegrammer, telegrafering og telefoni, understreger med stor tydelighed, hvor hurtigt udviklingen er gået de seneste år. For eksempel koster et frimærke nu om dage 29 kr. og kan i øvrigt kun anvendes til breve til udlandet.

Danskerne er blevet mere og mere digitale, og det, der engang blev sendt som brev, modtager langt de fleste i dag digitalt. Mængden af breve er faldet med over 90 procent siden år 2000, og det betyder, vi efter nytår ikke længere kan sende og modtage breve med PostNord.

Postmand i Vinterbyøster

Ude på landet, altså i gamle dage, kom posten forbi.

Så blev der banket på køkkendøren og budt ind til kaffe og en bid brød, og ofte kunne postbuddet også lige hjælpe med lidt praktisk som at betale en regning. For tiden var en anden, akkurat som i postens sang fra Danmarks Radios julekalender fra 1973, dukkefilmen ”Vinterbyøster” med tekst af Asger Pedersen og melodi af Niels Jørgen Steen:

Vinterbyøster, ja Vinterbyøster – det er dér jeg er post. Jeg lider af tørst, og det er slemt; men når den er størst, så finder jeg nemt en kaffesøster i Vinterbyøster – det er dér, jeg er post.

Åh, frimærker, små sarte stykker papir med takker og ofte flotte grafiske motiver af konger og dronninger eller af årets begivenheder. Af forskellig farve og værdi, lige til at putte i album. Igen en aktivitet, der i den grad har skaffet forældre ro fra deres børn.

Der findes åbne breve, rudekuverter, bibelske breve, kædebreve, smædebreve og de allermest interessante: kærestebreve, som man omhyggeligt kan bundte og binde et rødt bånd om og lægge nederst i skuffen.

For der findes breve, der skal gemmes til eftertiden. Inden det er for sent.

Jeg har ledt.

Men jeg kan ikke finde det brev, jeg fik tilbage fra Lone.

Som jeg husker det, satte hun kryds ved ”nej”.