»Må Gud forbarme sig over dig, Yahya Hassan, min søn. Du var en strålende sol«
Yahya Hassan gav verden en strøm af stærke digte, der tog læserne med om bag facaden til en hård opvækst. Den prisvindende digter døde kun 24 år gammel. I ny bog giver hans familie et råt indblik i et barndomsmiljø fyldt med vold og kriminalitet. Men man savner forældrenes svar på den kritik, sønnen leverede, mens han levede
Yahya Hassans mobil ringede midt i interviewet.
Først ignorerede han den, så sukkede han dybt og tog den.
»Det var min mor,« konstaterede digteren efter en kort, højrøstet ordveksling på arabisk.
»Hun ringer indimellem og skælder mig ud, fordi jeg taler dårligt om min far. Ifølge Koranen er det respektløst at konfrontere manden. Det er derfor, at de her historier aldrig kommer frem.«