Det er ofte først, når vi mister mennesker tæt på os, at vi erkender, hvor meget vi elskede og havde brug for dem
Niels Fredrik Dahl leverer lavmælt men stærk og rørende beretning om en søn, der forsøger at forstå sig selv og komme tæt på sin far gennem efterladte breve og egne erindringer. Det er stor fortællekunst fra den prisvindende nordmand.
Han er ikke den første, der tager livtag med sin families skyggesider.
Langtfra.
I århundreder har forfattere forsøgt at skrive sig ind i det svære stof, og det er de færreste hjørner af den menneskelige tilværelse, der er lige så velbeskrevet som de komplekse dynamikker mellem forældre og børn.
Familien rummer på godt og ondt de mennesker, der betyder mest for, hvordan vores liv former sig, og når man som voksen forsøger at få overblik over, hvem man er, er ens opvækst det største reservoir, man kan trække på. Det er her, ens kerneminder har sine rødder. Det er her, nervesystem er grundlagt.
Det er derfor, så mange af os senere i livet bruger hundredvis af timer på at tale om vores opvækst. Vi dykker ned i vores erindringer, vender fortiden med vores venner og går til psykolog for at finde svar på, hvad vi stiller op med vores følelser.
Og nogle mennesker skriver en roman: