De voksne kan også være bange! Ja, men orker børn egentlig at høre om det?
Krigen i Europa banker på døren til de danske børneværelser og rejser et vigtigt spørgsmål: Hvordan skal vi tale med de mindste om tragedien og de lurende trusler? Den berømte børnebogsforfatter Kim Fupz Aakeson har et bud på et svar. Problemet er bare, at det ikke er ret godt.
Måske kunne de voksne i sluthalvfjerdserne og startfirserne med fordel have sunget lidt mindre for os børn.
Når pædagoger indfølende brød ud i »Vi voksne kan også være bange og synge lange, lange bange sange. Der er så meget, man skal passe på, jeg har jo dig, som jeg skal passe på«, sad vi gidseltagede på gulvet i sy- og vævestuen mellem brødkrummerne og spejdede desperat efter flugtmuligheder.
For er der som barn egentlig noget mere negle-på-tavle-agtigt end voksne, der siger:
»Bare rolig, lille du, ikke være bange. Ja, personligt frygter jeg da også, at atombomberne udsletter os, men måske kunne det være meget fint, hvis du også lige prøver at se denne her skræmmende situation fra min side?«
Fint nok, at voksne også kan være bange, men hvad skulle jeg og de andre 8-årige rødder bruge den indsigt til?
Ud over at konkludere, at hvis én af os kom til at skubbe Lotte ned fra legetårnet, var det nok bedst, hvis vi selv lappede hende sammen med gaffertape, frem for at involvere de koldkrigsangste voksne, der åbenbart havde mere end rigeligt på deres mentale tallerken.
Dengang havde jeg ofte oplevelsen af, at voksne i virkeligheden sang mere til dem selv end til os på gulvet.
Den støvede erindring kom væltede tilbage, da jeg forleden læste den anmelderroste børnebog ”Jeg fortæller en krig”, der for nylig udkom på Gyldendal.