At leve med, at det frie ord faktisk koster noget, kræver en længere demokratisk samtale, som ikke kun handler om religiøs forhånelse, men om, hvad vi skal bruge vores frihed til

Vi danskere er ikke noget revolutionært folkefærd, der som franskmænd har rejst sig i flok flere gange i protest mod uretfærdighed og krævet et nyt samfund, hvor smædeskrifter og karikaturer er lige så vigtige som høtyve og karabiner. Vi vil hellere have vores magtkritik serveret som cirkusrevy og tv-satire. Vi foretrækker konsensus og søger bort fra det ekstreme.

Derfor siger statsministeren, at bogafbrændinger ikke er ytringer, hvilket hun må vide er usandt.

Men hun har korrekt aflæst de mange danskere, flere af mine kolleger imellem dem, som ønsker et forbud imod at brænde hellige bøger, for så får de fred for en stund og forbliver de civiliserede mennesker, de helst ser sig selv som. De skal for alt i verden ikke slås i hartkorn med en som Paludan, så hellere afgive lidt for meget frihed. For at blive opfattet som så intolerant er danskernes kryptonit. Vi tåler det ikke. Vi har ikke udviklet noget sprog for at klare det udefrakommende pres, fordi vi aldrig har haft nogen revolution, hvor man for alvor mærkede, hvad der skete, når man mistede det hele og krævede at få det igen. Danskerne er delt i to som altid: strammere og slappere. Nu om dage kalder slapperne folk, som ikke vil indgå forlig under trusler, for »ytringsfundamentalister«. For man må da kunne snakke sig til rette, håber de.

Af skræk for vold lader vi os igen holde som gidsler af enkeltpersoner, som har gennemskuet vores akilleshæl og ved, at vores folkevalgte er så historieløse, at de ikke frygter, hvad der sker, når man begynder at sætte parenteser om frie ord. Derfor sætter provokatører ild til koraner og kalder sig for frihedskæmpere, mens andre gør deres lignende protester til kunst. Hvem skal skelne imellem de to? Hvem skal afgøre, hvilket udtryk er ærligt ment som ytring, og hvilket kun fortjener spot og bortskamning. Skal du? Skal jeg? Skal staten? Næppe. Det er hele pointen.

Karikaturtegneren Honore Daumier gjorde tykt nar ad borgere, som stiltiende accepterede, at den anden franske revolution i 1830’erne blev udvandet og igen kun tilgodeså de rige, og derfor fik den nyrige adel ham fængslet og idømt bøder.

Det har naturligvis irriteret præster, dommere og midtersøgende godtfolk at blive vist frem som grådige, grimme, utiltalende figurer, som enhver i landet kunne genkende som arketyper, man – igen – kunne samle sig til stormløb imod. Men hvad skete? Civilsamfundet flyttede sig, og endnu en revolution gjorde landet helt frit. Kan man give kritikere som Daumier hele æren? Nej. Men havde han ladet sig kue, var det gået langsommere. Døde folk undervejs? Ja. Og det er tragisk og begrædeligt. Men hvordan ville Frankrig se ud, hvis folk fortsat havde tilladt noget, som var så åbenlyst uretfærdigt? Så var der ikke blevet noget ud af frihed, lighed og broderskab, men noget mere højglanspoleret uden ret megen frihed. Men i Danmark vil man stadig helst dysse ned.

En stor dansk morgenavis påstod endda for nylig, at det i USA ikke var tilladt at brænde nationens flag, og sluttede sig dermed til koret af dem, som vil kvalificere begrænsning og af ytringsfriheden. Pænt ment, og naturligvis mæglende. Det passer bare ikke:

I 1984 satte amerikaneren Gregory Johnson ild til Stars and Stripes uden for republikanernes partikonvent som protest imod daværende præsident Reagan. Han blev dømt af en lokal dommer, men siden frikendt ved landets højesteret, hvis beslutning måske vil interessere vores statsminister:

»Rettens flertal,« skriver dommer William Brennan, »var enig med Johnson og fandt, at flagafbrænding repræsenterer en form for ”symbolsk tale”, som er beskyttet af forfatningens første tilføjelse. (om ytringsfrihed, red.) Flertallet noterede sig, at ytringsfrihed indbefatter handlinger, som samfundet finder meget stødende, men at samfundets krænkede følelser alene ikke er grundlag nok til at undertrykke det frie ord«. Derfor er det stadig lovligt at futte af. Også selvom man derved risikerer, at vrede borgere tager til genmæle. Det er frihed under ansvar.

Vi bør i Danmark blive ved med at bruge ytringsfriheden lige så frit som før. Hvis man som borger f.eks. vil granske offentlighedsloven og faktisk få et svar. Når man vil vide, hvad der ligger bag et nyligt tvivlsomt indkøb af artilleri til forsvaret. Vi skal også stadig lovligt kunne forsamle os i stort antal, selv i tilspidsede situationer, uden at blive anholdt og ligefrem idømt dobbeltstraf, som senere bliver nedsat, efter krisen er drevet over, og vi alle føler os trygge igen.

Hvis et egentligt forbud mod særlige ytringer træder i kraft, hvad er så næste skridt? At forbyde naragtiggørelse af tykke mennesker? Af transpersoner? At kræve bødeforlæg, når Madame Nielsen laver en teaterforestilling i blackface? Selvcensuren er her allerede. »Så langt vil det aldrig gå«, siger de midtsøgende, mens historien fortæller os, at det kan det. Og det gør det.

Vi må, som man siger i mit amerikanske værtsland, omsider blive i stand til at gå på vores ben og tygge tyggegummi samtidig; at nægte voldsmandens sit veto, hver gang en provo udløser den med brand, og på samme tid nægte at forbyde den handling uden at blinke. At leve med den selvmodsigende sandhed, at det frie ord faktisk koster noget, hver gang det bruges, kræver en længere demokratisk samtale, som ikke kun evig og altid handler om religiøs forhånelse, men om, hvad vi i bredere forstand skal bruge vores frihed til. Det frie ord omfatter stadig både alle os andre og en enlig mand et sted i Sverige med en æske tændstikker. Og det er det nødt til.