Klumme: Fiktion er nok det nærmeste, vi kommer sandheden
Hvad er sandhed, og hvad er fiktion? Det spørgsmål lader det til, at vi som læsere er utroligt optagede af. Til gengæld finder mange forfattere spørgsmålet både irriterende og ligegyldigt.
Forleden mødtes vi i Jyllands-Postens skønlitterære prisjury for at diskutere, hvilke danske bøger fra det seneste år, der fortjener en nominering til avisens store litteraturpris. Jeg kan naturligvis ikke afsløre, hvilke titler vi talte om, men undervejs kom vi til at diskutere, hvor skellet går mellem fiktion og ikke-fiktion.