Fortsæt til indhold
Litteratur

Er selvhad noget, man arver, spørger Tove Ditlevsens barnebarn?

Lise Munk Thygesen prøver at forstå det mønster af svigt, skam og skyld, som præger familiens kvinder, og som har haft enorm indflydelse på hendes barndom.

”Tove Ditlevsen var min mormor” er en kærlighedserklæring til kvinderne i Lise Munk Thygesens slægt på mødrene side.

Ikke fordi de er egentligt elskværdige, men fordi kun kærligheden er i stand til at forsone sig med, at de blev, som de blev, og forstå, hvorfor generation efter generation har trukket et spor af sorg, smerte og mørke efter sig.

Når Lise Munk Thygesen ved hjælp af overleverede familiehistorier ser på kvindernes måde at være mødre på, slår det hende, at de alle, fra hendes tip-tip-oldemor og til hendes egen mor, får børnene til at føle sig moderløse.