Sangen fra den blinde fugl
Knud Romers tætte samling fortællinger dufter og smager af Karen Blixen.
Knud Romer har sat et lille digt med titlen ”Vesper”, dvs. en (aften)bøn, som indledning til sin nye bog. De to første linjer lyder:
»Den grønne stær har bygget rede/ i det, som var mit blik engang.«
Det er den forbandede triste realitet, som danner klangbunden i udgivelsen. Forfatteren er ved at blive blind i kraft af at have fået grøn stær. På den baggrund bliver man selvfølgelig ekstra observant ved forfatterens brug af ord, der kan forbindes med synsevnen. Eller også er den tiltagende blindhed en forklaring på, at flere fortællinger er båret af visioner, af imagination, der netop er indre syn, som kan have deres eget liv i forhold til det biologiske blik. Forestillingsevnen kompenserer for de kropslige mangler.