Digte rettet mod en fader, som har svigtet og bedraget sin familie med sit loppecirkus og fordrukne platheder
Anmeldelse: Thomas Boberg uddriver en dæmonisk faderfigur, der behersker verden, i "69 dæmoner".
Thomas Bobergs digte er på én og samme gang enkle og dybt komplicerede. Afklarede og uafklarede. Som titlen antyder, handler bogen om dæmoner, og den slags skal man helst holde en betragtelig afstand til. Men det er sin sag, hvis de ikke kun antager en ydre skikkelse, men også får en indre karakter. Digtsamlingen ligner en lang djævleuddrivelse, der af og til vender og bliver et selvopgør, fordi djævelen har taget bolig i digterjeget. Den vrede, der igen og igen rettes ud mod en faderskikkelse (med udgangspunkt i digterjegets stedfader), bliver ofte til en boomerang, der som bekendt ender med at ramme den, der kaster sin aggression ud i omverdenen.