Rikke Viemose går i dialog med en fiktiv privilegieblind mand i sin feministiske håndbog
Om "Håndbog til privilegieblinde mænd" vil blive årets mandelgave, er tvivlsomt. Men den vil gerne være det.
Det er en i enhver forstand lille bog, som journalist og forfatter Rikke Viemose har begået med ”Håndbog for privilegieblinde mænd”. De kun 112 sider er sparsomt beskrevet, formatet er mindre end en A5-side, og bogen ligner mest af alt årets bud på en sjov mandelgave. Med sit larmende tilbudsgule smudsbind, der prydes af en selvtilfreds og formentlig privilegieblind mand i bar overkrop, lanceres håndbogen som ”Bogen til den forandringsparate mand”.