Her er de 10 nominerede til Jyllands-Postens litteraturpriser

20 bøger af høj kvalitet var indstillet til Jyllands-Postens to litteraturpriser, så det var en svær opgave for juryerne at nominere 10 titler til finalen. Men nu ligger listen klar. I næste måned kender vi navnene på de to vindere. Ved en prisfest fredag den 30. september bliver en skønlitterær og en faglitterær forfatter hver belønnet med 150.000 kr. Læs om forfatterne, bøgerne og indstillingerne.

Artiklens øverste billede
Illustration: Annelise Ploug

Skønlitteratur

Foto: Sofia Busk


Tine Høeg: ”Sult”, Gutkind

Tine Høeg er en af de hurtigst accelererende stjerner på den danske forfatterhimmel lige nu. I 2017 debuterede hun med sin eksperimenterende digtroman ”Nye rejsende”, som hun vandt Bogforums Debutantpris for. Tre år senere udgav hun ”Tour de chambre”, der havde samme poetiske form som debuten, og som med et salgstal på knap 25.000 eksemplarer gjorde Tine Høeg til bestsellerforfatter. Begge bøger blev sat op som forestillinger af Det Kongelige Teater, der drog på turné i landet, hvor de blev mødt af udsolgte sale overalt.

Med ”Sult” fornyer Tine Høeg sit forfatterskab og sætter endnu en streg under, at hun er en stemme i dansk litteratur, man skal lytte til. Romanen skildrer detaljeret et krævende fertilitetsforløb, så de færreste læsere kan sidde uberørt tilbage. Bogens par gennemlever op- og nedture, og den udsathed, den skrøbelighed, som klæber sig til drømmen om at blive gravid, formidler den kvindelige fortæller overbevisende.

Men vi har også at gøre med et stykke autofiktion, for fortælleren deler erfaringer med bogens forfatter. Opløsningen mellem fiktion og virkelighed er en integreret del af bogens fascinationskraft. ”Sult” kommer til sidst også til at handle om det at skrive om et næsten fortvivlende forsøg på at blive gravid. Romanen fordobler sig selv, og det giver paradoksalt nok en bemærkelsesværdig spænding mellem det dramatiske, kropslige og det refleksive, distancerede.

Foto: Sofie Amalie Klougart

Josefine Klougart: ”Alt dette kunne du få”, Forlaget Gladiator

Josefine Klougart bragede som ung forfatterskoleelev ind på den litterære scene med sin anmelderroste debut, ”Stigninger og fald”, der under stor medieopmærksomhed blev nomineret til Nordisk Råds litteraturpris. Siden har den velskrivende forfatter kompromisløst udforsket menneskesindets uudgrundelige sammensætning i et udfordrende, billedrigt og fantasifuldt sprog, der både tager sig af de små detaljer og maler imposante portrætter af det mentale landskab.

Alt er forbundet i Josefine Klougarts ”Alt dette kunne du få”, der er imponerende i alle aspekter. Som slægtskrønike, som fortælling om moderskab (både det at være mor og at have en mor), om søsterskab og som hyldest til natur og kultur er romanen en overlegen dramatisk og stilistisk tour de force.

Fortællingen om forfatteren Barbara, der vender tilbage til sit barndomsland på Mols, efter at hendes far er blevet alvorligt syg, er historien om sammenvævede (kvinde)skæbner, der får fortid og nutid til at smelte sammen.

Klougart skriver det hele – både det skønne og det grimme – berusende smukt. Det er en intellektuel roman spækket med referencer til litteraturen. De mange tråde føles aldrig som tom staffage, men som væsentlige brikker i den mosaik, der udgør den samlede fortælling. Lige så poetisk, Klougart kan være, lige så syleskarp er hun også i sine fuldkommen præcise betragtninger, der ikke sjældent også er utrolig morsomme.

Foto: Gregers Tycho

Cecilie Lind: ”Pigedyr”, Gyldendal

Cecilie Lind var blot en ung teenager, da hun fik sit første digt offentliggjort i det litterære tidsskrift Hvedekorn. Nogle år senere debuterede hun med den spektakulære digtsamling ”Ulven åd min eyeliner”, og siden har hun kastet sit lysende talent ud over forskellige genrer. Romanen ”Pigedyr” er hendes unge, men omfangsrige og profilerede forfatterskabs bedste. Historien bæres frem af en sansestærk skrift og er en slags coming of age-roman om jegfortælleren Sara.

Det store aktiv ved ”Pigedyr” er dens evne til at fremmane ungdommens urolige livsgrådighed. Et begær efter at vide, hvad liv er. I romanen podes det dog også med en fornemmelse af afmagt og umulighed. Sara er først og fremmest en karakter, der er i kroppens vold: »Jeg er en plante. Jeg skyder.« Hun er dog ikke bare saftspændt spirende, men også bristefærdigt skrøbelig. Netop fordi den anmassende krop ikke er noget i sig selv, men et blomstrende tomrum, der først udfyldes i mødet med andre, som først får form, når det ses an af andres øjne.

Det er tydeligst i bogens nok mest iøjnefaldende spor, fortællingen om Saras forhold til to ældre mænd. Begge giver anledning til sexscener, der er både æggende, foruroligende og til tider klamme og udstiller en grundlæggende konflikt i vores kulturs fetichdyrkelse af det ungpigede, som på den ene sider vækker omsorg og beskyttertrang, på den anden side skaber liderlige blikke, tanker og handlinger hos mænd.

Foto: Stine Bidstrup

Søren Ulrik Thomsen: ”Store Kongensgade 23”, Gyldendal

Søren Ulrik Thomsen bryder sig ikke om ekkoerne fra sætninger, han tidligere har udtalt, og som samfundsdebattør mærker han frygten for overeksponering ulme i sig, hvis P1 laver en times interview med ham i samme kalenderår, som Politiken bringer et af hans essays. Modsat den stædige strøm af livsstilseksperter, der konstant blander sig og lever af at koge verden ind til letfordøjelige linjer, evner den 66-årige digter kun at sige noget meningsfuldt om ting, hvor han selv har noget i klemme.

Det har han i essayet ”Store Kongensgade 23”, der landede til ros fra landets anmeldere og en strøm af begejstrede læserreaktioner sidste sommer – samme år, som Søren Ulrik Thomsen kunne fejre sit 40-års forfatterjubilæum med digtsamlingen ”City Slang”. Med fine linjer til digtene reflekterer han i essayet ”Store Kongensgade 23” over tiden, døden og sin mors psykiske sygdom, og han ser tilbage på det sted, der har vist sig at være det vigtigste i hans liv, nemlig Store Kongensgade 23.

Her oplever Søren Ulrik Thomsen som teenager storbyens første berusende favntag, forelskelser og forventninger til fremtiden. Essayet rummer mange nuancer og tanker om tilværelsen, både når den funkler og kæntrer. Det er tankevækkende at læse om digterens forhold til at skrive, om hans sorg over mistede venner, frygten for alderdommen og kærligheden til byen og efteråret. Et enestående og uforglemmeligt essay, der kaster nyt lys over et markant forfatterskab i dansk litteratur.

Foto: Sofia Busk

Iben Mondrup: ”Vittu”, Politikens Forlag

Iben Mondrup boede i Grønland med sine danske forældre, fra hun var 3, til hun blev 18 år, og det lange ophold i landet har præget hende – både som menneske og som forfatter. I 2014 skrev hun sin prisbelønnede roman ”Godhavn”, der handler om at være danskerbarn i det store land mod nord. Bogen fortæller historien om en familie, der ligner hendes egen, hvor forældrene i begyndelsen af 1970’erne var draget til Grønland som lærere. Fra børnehøjde får læserne en fortælling om forholdet mellem danskere og grønlændere.

Efter ”Godhavn” fortsatte Mondrup med at udforske sit barndomsland og hendes seneste roman, ”Vittu”, stiller skarpt på både Danmarks omdiskuterede forhold til Grønland og på et grænseoverskridende overgreb i en familie. ”Vittu” er en selvstændig efterfølger til succesen ”Tabita”. Romanen skildrer på barsk og nuanceret vis, hvordan Tabitas lillebror Vitus’ adoptivmors kærlighed udvikler sig til overgreb.

Iben Mondrup er en stærk stemme i ny dansk litteratur med uafrystelige beskrivelser af de psykologiske spil mellem mennesker, der er afhængige af hinanden. Når ”Vittu” er en så forbandet god, vild og modig roman, er det især, fordi forfatteren med et syleskarpt psykologisk blik inviterer os indenfor i både barnets og krænkerens forkvaklede sind. Iben Mondrup skriver mesterligt om forbudte følelser, svigt og overgreb, og i ”Vittu” bevæger hun sig længere ind i mørket og tabuerne end tidligere i forfatterskabet.

Faglitteratur

Foto: Stine Bidstrup


Peter Øvig Knudsen: ”Jeg er hvad jeg husker”, Gyldendal

Peter Øvig Knudsen regnes med rette blandt sin generations dygtigste journalister. I årevis har han interviewet og dokumenteret andres liv i sine bøger. Men da han for nogle år siden rettede lyset mod sig selv, fik verden et overraskende indblik i den berømte journalists egne skyggesider.

Med den selvbiografiske ”Min mor var besat – da jeg mødte depressionens dæmon” beskriver Peter Øvig det mørke, som sænkede sig over ham, da han i efteråret 2017 arbejdede sig igennem sin mors sygejournaler og endte med at blive ramt af en så voldsom depression, at han måtte indlægges og modtage elektrochok for at komme tilbage i lyset.

”Jeg er hvad jeg husker” er opfølgeren til den første bog. Den handler om depression, erindring og om de forkætrede elektro-behandlinger. Peter Øvig giver et nuanceret billede af behandlingsformen og diskuterer omkostningerne med forskellige eksperter og berørte. Forfatteren går tilbage i elektrochokket og psykiatriens historie og krydrer det med sin egen personlige omvendelseshistorie.

Peter Øvig har oplevet sin egen behandling som et mirakel, men det har været en lang proces i kamp med hans tidligere antipsykiatriske holdninger. Bogen er bevægende og nuanceret, og bidrager med vigtig viden og åbenhed om psykisk sygdom. Ikke mindst aftabuiserer og oplyser den om depression og bipolar lidelse. Depression er en udbredt lidelse, som hver femte dansker bliver ramt af i løbet af livet.

Foto: Bax Lindhardt

Arne Hardis: ”Pibende hængsler”, Gyldendal

I årevis har Weekendavisens altid velskrivende politiske journalist Arne Hardis interesseret sig for de skæbner, der i mellem- og efterkrigstiden betalte en høj pris for deres politiske overbevisning. Ikke kun dem, der velvilligt lod sig forføre af ideologier, men også dem, der havde vaklet undervejs eller kunne misforstås, da stemningen kaldte på syndebukke. Særligt venstrefløjen har måttet lægge ryg til Arne Hardis’ grundige gennemgang af historien, og det har ikke altid været lige opmuntrende læsning for den.

De fem forbandede år bliver vi aldrig færdige med, og når der bidrages så interessant og veldrejet som hos Arne Hardis i ”Pibende hængsler”, er der håb endnu – selv i en tid, der gerne kaldes historieløs. For 20 år siden skrev Hardis om forfatterforeningens såkaldte æresret, hvor den Moskva-tro kommunist Hans Kirk som drivende kraft gjorde sig til dommer over besættelsestidens medløbere og nazister blandt danske forfattere.

Denne gang er Weekendavisens politiske skribent gået et par cru op. Nu handler det om, hvordan det kongelige danske socialdemokrati, grupperet omkring ikonet og landsfaderen Thorvald Stauning, håndterede de partifæller, der trådte over kridtstregen.

Hardis skriver et fremragende dansk – måske ville han sætte pris på prædikatet malmfuldt. Ikke noget ”fremadrettet” og ”jeg tænker …” hos ham. Det er efterhånden let excentrisk, men en betydelig lise for læseren, og ”Pibende hængsler” må være pligtlæsning for alle med interesse for Besættelsen.

Foto: Gregers Tycho

Annette K. Nielsen: ”Med på en lytter”, Gads Forlag

Videnskabsjournalisten Annette K. Nielsen har i mange år arbejdet som freelanceskribent, hvor hun blandt meget andet har skrevet om lyde, og hvordan de påvirker både dyr og mennesker. Forfatteren har selv været lydfølsom, så længe hun husker, men det var først, da hun begyndte at skrive videnskabsjournalistik, at hun opdagede, at lyd fylder langt mere i forskningen, end hun var klar over. Og med god grund.

Det menneskeskabte lydniveau på planeten stiger. Forskere vurderer, at mængden af støj i byerne bliver fordoblet hvert 20. år, og FN anslår, at urbaniseringen fortsætter med en sådan hast, at mere end hver ottende menneske på kloden vil leve i byerne, når vi rammer begyndelsen af næste århundrede. Støjniveauet står altså til at fortsætte, og det er et problem for alle.

I sin bog møder Annette K. Nielsen en række førende forskere, der på forskellig vis beskæftiger sig med det forandrede lydbillede i verden. Som en af dem siger undervejs: »Hvis man kunne se eller lugte lyd, ville ingen finde sig i larmen.«

”Med på en lytter” er en letlæst, levende og helt igennem engageret essayistisk gennemgang af et emne, som de fleste af os har erfaring med og en holdning til. Den omfangsrige og ambitiøse bibliografi viser, at forfatteren har taget sit emne alvorligt, og de mange forskersamtaler giver de tørre videnskabelige fakta entusiasme og indlevelse i en fin blanding af det anekdotiske og det videnskabeligt nøgterne.

Foto: Malthe Ivarsson

Claus Bundgård Christensen: ”Følg Wilfred!”, Gyldendal

Det er en velskrevet og væsentlig biografi, som historikeren Claus Bundgård Christensen har skrevet om Danmarks mest mørke nazifører: den radikale arbejdersøn Wilfred Petersen. Først og fremmest er det et imponerende stykke researcharbejde, som den drevne forsker har udført for at kunne skrive bogen ”Følg Wilfred!”. Da partiarkivet er væk, har forfatteren måttet basere fremstillingen på sammenstykkede oplysninger fra politiarkiver, retsvæsenet, private samlere og interview med familien.

I den første fulde biografi om den gådefulde nazist opruller Claus Bundgård Christensen dels sin hovedpersons skæbnehistorie, dels flere lag af 1930’ernes og krigsårenes radikaliserende subkulturer. I sin person forenede Wilfred Petersen karakterer som rottefængeren fra Hameln og Godfather, og han endte med at lede en revolutionær politisk sekt med et par hundrede medlemmer, som på trods af sin størrelse fik skelsættende betydning for dansk nazismes historie.

Biografien er i sig selv spændende som en kriminalroman, men den er først og fremmest dybt interessant, fordi Claus Bundgård Christensen bruger den som et prisme til at få indsigt i et politisk undergrundsmiljø, som trækker tråde til nutidens radikale aktivisme, hvor politisk terror og kriminalitet er forbundne kar. Meget i den linde strøm af litteratur om Besættelsen er genfortællinger og nyfortolkninger, men med ”Følg Wilfred!” bidrager forfatteren med ny viden.

Foto: Privat

Adam Paulsen m.fl.: ”Identitetspolitik, litteratur og kunstens autonomi”, U Press

Adam Paulsen og Leander Møller Gøttckes antologi om moraliseringen og politiseringen af alting i kunstens verden markerer på godt og ondt et vandskel i nyere dansk åndsliv. I ”Identitetspolitik, litteratur og kunstens anatomi” undersøger en række førende skribenter og universitetsfolk, hvordan og hvorfor alt er blevet så woke – ikke mindst inden for humaniora, kunst og kultur. Hvor kommer de ”vakte” fra, og hvad er de ude på?

Antologien er ikke kun en advarsel. Den indeholder også en redelig gennemgang af identitetspolitikkens idéhistorie og de tiltagende brydninger mellem køn og seksualitet, kunst og kuratering, race, etnicitet og multikulturalisme – tilsat en række litterære perspektiver. Man kan gå lige på og hårdt med Frederik Stjernfelt, der definerer identitetspolitikken som en spiritualiseret afart af protestantisme, hvormed mange ser sig selv og deres politiske standpunkt som helt igennem moralsk godt. Godheden er et sindelag og beviset på ens egen frelse. Med den krølle, at sindelaget helst skal vises offentligt i det rigtige valg af korrekt tøjstil, frisurer, slagord og mad, ligesom det eksponeres på de sociale medier. De onde skal man afsky og aldrig lytte til. Det er denne selvretfærdige vakthed, der fører til cancel culture.

Man kan også begynde med de kortere, mere personlige tekster af folk som Madame Nielsen, Birgithe Kosovic, Sofie Jama og Zadie Smith. I begge afdelinger får læseren klar besked.

Jyllands-Postens litteraturpriser uddeles i et samarbejde med www.litteratursiden.dk, bibliotekernes site om litteratur.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.