Fortsæt til indhold
Litteratur

Storværk om Hitlers og Stalins forbrydelser genudgivet i lyset af Putins krig

Timothy Snyders banebrydende værk om Hitlers og Stalins massemord i ikke mindst Ukraine er genudgivet. Det er uhyggeligt aktuelt med Putins overfald på Ukraine.

HISTORIE

BLOODLANDS

Europa mellem Hitler og Stalin

TIMOTHY SNYDER

Oversat af Peter Dürrfeld og Anders Nygaard

576 sider, 300 kr.

Gads Forlag

Journalistik er også timing. En god historie kan løftes et par cru ekstra, hvis den rammer de rigtige omstændigheder. At det også kan være sådan med historieskrivning – på mange måder journalistikkens modsætning – er denne fremragende bog et sjældent eksempel på.

Bogen udkom første gang i 2010 og vakte international furore. Timothy Snyder gav for første gang en samlet fremstilling af, hvad der foregik i de områder i Østeuropa, han kalder blodlandene: Baltikum, Polen, Ukraine, Belarus, det vestlige Sovjetunionen. Hitler og Stalin forenede her deres udryddelsespolitik. 14 mio. civile blev myrdet i perioden 1932-45 i dette område.

Nu genudgiver Gads Forlag (første udgave kom på Jyllands-Postens Forlag) værket, og det kan dårligt blive mere aktuelt med Putins igangværende angrebskrig i Ukraine.