- For abonnenter
Klumme: Genrelitteraturen kommer! Hvor skal vi gemme os?
I England har den længe skabt succesforfattere. I Sverige og Norge udgør den store andele af bogmarkedet. Også i Danmark topper den bestsellerlisterne med udenlandske navne som Lucinda Riley, Jojo Moyes og Delia Owens. Alligevel styrer danske forfattere uden om den forkætrede feel-good-litteratur. Og jeg forstår dem godt. Nu leder de toneangivende forlag herhjemme imidlertid efter romaner inden for genren. Men behøver det at være noget skidt?
På en vittighedstegning af Storm P. går to jakkeklædte mænd med hat og dybe fuger i panden. »Fjernsynet kommer,« siger den ene, hvorpå den anden replicerer: »Hvor skal vi gemme os?« Tegningen er fra 1940’erne, men en lignende følelse fik jeg, da det for nylig gik op for mig, at genrelitteraturen, ofte rubriceret med det firkantede ”populærfiktion”, for alvor er på vej ind på det danske bogmarked. Jeg tænker ikke på krimien, der takket være den ambitiøse skandinaviske tradition har vist, at forbrydelser og efterforskningen af dem kan skildres i mange varianter, talrige subgenrer og på alle kvalitetsniveauer. Anderledes forholder det sig med det, jeg i mangel af bedre her vil kalde feel-good.
No way, om jeg ville sættes i bås med det nedladende prædikat ”tøselitteratur”.
Feel-good er en svær genre at definere. Spørger man i forlagskredse, er det mest et tag og ikke en genrebetegnelse, som man skriver på romanens forside; det vil sige et ord, som man søger på, når man leder efter sin næste læseoplevelse på f.eks. Saxo eller Mofibo. Ikke desto mindre smager betegnelsen af pastelfarvede forsider og forudsigelig romantik. Det er i hvert fald min fordom, at det er en genre, som i romanform ofte forfalder til samlebåndsromancer og sentimentale dramaer. Den norske subgenre med kælenavnet ”fjeldromantik” har ikke just udfordret min fordom. Det gjorde en nær veninde til gengæld.