- For abonnenter
Tine Høeg: »Jeg kan ikke skrive hyggeligt om helvede«
Et fertilitetsforløb har forvandlet Tine Høeg. Bestsellerforfatteren, som ellers er kendt for at skildre voksenlivets begyndende eksistentielle kriser i en let og humoristisk tone, er blevet alvorlig og personlig. I sin nye roman, ”Sult”, har Tine Høeg taget direkte fra hovedstolen for at sætte spotlys på et samfundsproblem, hun mener er overset: barnløshed.
Der er en scene i Tine Høegs nye roman, hvor hovedpersonen, Mia, tænker over konsekvenserne af sin barnløse situation:
»Nogle gange tænker jeg, at jeg vil dø, hvis jeg ikke bliver mor,« skriver Mia i sin dagbog.
Sådan har Tine Høeg også tænkt. Der er nemlig én ting i Tine Høegs liv, som altid har været indiskutabelt. Spørgsmålet om, hvorvidt hun skulle have børn. For det skulle hun. Hun har aldrig været i tvivl. Hvordan hun skulle få dem, har hun til gengæld været mindre firkantet omkring.
Som lille pige forestillede hun sig, at hun var en af dem, der fik børn i en tidlig alder. Da de romantiske relationer i hendes ungdomsliv ikke udviklede sig i den retning, begyndte hun i slutningen af 20’erne at overveje muligheden for at få et barn alene. Som 30-årig valgte hun at få tjekket sine æg. Hun fik også lagt en plan for, hvornår hun skulle gå i gang med fertilitetsbehandling, hvis hun ville have et barn på egen hånd. Skæringsdatoen var hendes 35-års fødselsdag, for æggene var fine, og der var nok. Bekymringsløst datede Tine Høeg videre.