Fortsæt til indhold
Litteratur

Klumme: Salget af LGBTQ+-romancer er eksploderet

Mens man i USA oplever et pres mod ytringsfriheden fra især kristne amerikanere, er interessen for LGBTQ+-litteratur mangedoblet. En af de seneste succeser har også ramt Danmark – stort.

En af de allerstørste succeser i ungdomslitteraturen i dag handler om 15-årige unge, der hverken slås, drikker, ryger eller bander. De er til gengæld følsomme og høflige, elsker milkshakes, Instagram og uskyldige filmaftner.

Det lyder måske ikke som noget, der kan fænge mange læsere, men det kan det:

Serien ”Heartstopper” har ikke bare kultstatus, den har bevæget sig langt videre end det. Den er blevet mainstream. Hashtagget #heartstopper nærmer sig 4 mia. views på Tiktok, og bøgerne, der er grafiske romaner, er nogle af de bedst sælgende ungdomsbøger i verden, inklusive i Danmark. For et par uger siden var der hele seks bøger fra serien på Saxos top-10-liste. Både strikke- og kogebøgerne måtte vige for dem. Serien havde premiere som tv-serie på Netflix i april, og den blev øjeblikkeligt en af de mest streamede.

Hvad er det så, der gør dem så populære?