Sally Rooneys ”Normale mennesker” er et helstøbt romanværk med øjeblikkeligt klassikerpotentiale

Med sin usædvanligt vellykkede debutroman, ”Samtaler mellem venner”, blev irske Sally Rooney på tidstypisk manér udråbt til Snapchat-generationens stemme. Prædikatet rummer selvfølgelig en åbenlys anerkendelse af hendes evne til at spidde samtiden og særligt unge menneskers væren i verden, men det forsømmer at formidle, at Rooney med nu blot to romaner på bibliografien allerede har klassikerpotentiale. For hendes betragtninger, analyser og fortællinger tager måske nok udgangspunkt i det specifikt ungdommelige, men de har en almengyldighed, der gør hende relevant og interessant langt ud over den påståede Snapchat-demografi.

I ”Normale mennesker”, der udspiller sig fra 2011 til 2014 og dermed har en indbygget nutidshistorisk dimension i sig i kraft af de mærkbare forskelle, der er på dengang og nu, indleder Connell og Marianne en uventet affære. De går i gymnasiet sammen, men har ellers intet til fælles, ud over at Connels arbejderklassemor arbejder som rengøringshjælp hjemme hos den velhavende Marianne.

I skolen holder de sig hver for sig – outsideren Marianne spiser for sig selv, mens den populære Connell er omringet af bejlere – men om eftermiddagen begynder de at have sex på Mariannes værelse, når hun er alene hjemme. Marianne, der er tilfreds med arrangementet, har tilsyneladende ikke noget problem med, at Connell insisterer på at holde deres forhold hemmeligt, hvilket til gengæld forvirrer Connell en smule.

Rooney lader den gnidningsfri handling flyde fuldkommen frit, men afbryder ved hvert nye kapitel flowet med en ny tidsangivelse. Det skaber en fantastisk dynamik, der udfordrer læserens oplevelse af kronologien. Det minder lidt om David Nicholls’ greb fra bestselleren ”Samme dag, næste år” (2009), hvor vi år for år på den samme dato fulgte et vennepar, men hos Rooney er det ikke det tidslige snit, der er interessant. Det er derimod den spændstighed, det giver fortællingen at bryde den op, og det giver også en fornemmelse af en strukturerende ydre instans, der har vægtet begivenhedernes betydning for os.

Som i ”Samtaler mellem venner” er Rooney eminent i sin hudfletning af det allestedsværende og insisterende følelsesliv, der omgiver Marianne og Connell og deres omgangskreds, især da de efter gymnasiet sammen kommer på universitetet i Dublin. De er unge, idealistiske, forsimplede og for meget. Følelserne er i sindet, i kroppene (Marianne blev slået af sin far, bliver domineret af sin åndsbolle af en storebror og indlader sig i indtil flere seksuelt undertrykkende forhold) og alle vegne, og de er mere end noget andet den dramaturgiske motor, der så smukt bevæger ”Normale mennesker” fremad.

Rooneys prosa – og det går fornemt igen i Karen Fastrups lydefri danske oversættelse – er præget af en uforstilt lethed. I visse passager rammer tonen noget næsten banalt romantisk, som da Connell har erklæret Marianne sin kærlighed:

»Hendes øjne fyldes med tårer igen, og hun lukker dem. Selv i sin erindring vil hun opleve dette øjeblik som ubærligt intenst, og hun er bevidst om det lige nu, mens det sker. Hun har aldrig troet, at hun var god nok til at blive elsket af nogen.«

Det er på kanten af det ironiske, men Rooney er ikke bange for det banale, heller ikke den banalitet, der viser sig som romantikkens modsætning, nemlig den gennemsyrende, selvrefleksive overtænkning og overfortolkning, som Rooneys figurer også gør sig skyldige i.

Det kan lyde intellektuelt, men Rooney forvalter sit litterære talent, så det føles som en intuitiv impuls. Jeg garanterer, at ”Normale mennesker” bliver en klassiker, der får efterklang længe efter det sidste snap.

LINK: Køb e-bogen her