Der er både fund og gimmicks i Hvedekorns debutant-antologi

Poesitidsskriftet Hvedekorn (grundlagt i 1920 som Klinte, senere Ung dansk litteratur og Vild hvede) er en institution i dansk litteratur. Bare tjek den såkaldte ”praleliste” på hjemmesiden hvedekorn.dk, der rummer en oversigt over de digtere, der gennem tiden har debuteret her, og som tæller (blære-værdige) navne som Inger Christensen (debut i 1952), Peter Laugesen (1962), Søren Ulrik Thomsen (1977), Helle Helle (1988), Mette Moestrup (1993) og Theis Ørntoft (2004), for blot at nævne nogle få.

I 2008 overtog digter og (primært) kritiker Lars Bukdahl redaktørstolen. Hans første dekade ved hvedeskudens ror markeres nu med antologien ”Flasher min tranebærmund”, der præsenterer et udvalg af 25 yngre (»sådan ca. under 30«, som er et af antologiens fem selektionskritierier), der har debuteret (selektionskriterium #1) i Hvedekorn mellem 2008 og 2018.

Hvad er det så for digtere, der flashes? Der er lyrikere, der gennem de senere år har etableret sig (f.eks. Lea Marie Løppenthin og Signe Gjessing), udgivne prosaister, der giver eksempler på deres lyrik (f.eks. Caroline Albertine Minor og Pernille Abd-El Dayem), og poeter, der stadig er ukendte for de fleste (f.eks. Selina Rom Andersen, Bjørk Grue Lidin og Jakob Slebsager Nielsen).

Gimmicks og fund

Digtene selv er gode og mindre gode, hvilket ikke er så overraskende for en debutant-antologi.

Kristoffer Raasteds (f. 1988) teksteksperimenter (bl.a. lyddigte og figurdigte) er tyndbenede. Eksempelvis når hans action-konkretistiske debutdigt fra 2008 – hvis første linje udstikker tekstens projekt; ”hvor hurtigt kan jeg skrive” – mudrer ud i bl.a. »jor heurdtgie kan je skrive + jegovhr hurtigr thajne jged sjakrive+ jor heurdtgie kan je skrive+ jkogve hurtigt jan jeg skrive.«

Gimmicky avantgarde.

Men der er også fund: Theodor Jensens (f. 1988) tekster har en drilsk lethed (»Jeg giver hånd til den perfekte grønthandler, fordi hans udseende er / friskere end hans varer«), som er lovende. Joakim Vilandt ( f. 1991) har allerede demonstreret sit potentiale med den vilde kortprosabog ”Cassandra” (2017), hvis særegne, forvrængede og anakronistiske gammeldansk foregribes i bl.a. ”Joakim s Vilandts Højskolesang”: »Grim du kan besydle / ov Skæbner trejke væk / Men Viljan, den er vor Styrke / ov Staar med Blod ov Blæk!«

Det peger på antologiens, om man vil, arkivariske kvaliteter. Nemlig dens indblik i de mere etablerede bidragsyderes tilblivelser, f.eks. Cecilie Lind (f. 1991) og Caspar Eric (f. 1987), hvis debuttekster allerede rummer deres karakteristiske udtryk, men også i rå form.

Mest interessant er nok bidragene fra Rolf Sparre Johansson (f. 1985), hvis digtbøger har været karakteriseret ved blid bekendelseslyrik om det nære, men som her fremviser andre sider. Som i hans 2011-tekst, som nok fastholder de enkle sætningskonstruktioner, men også et hårdere, mere ekspressivt udtryk: »Vi går, og vi råber / x/ Jeg får det skidt af at spise min egen hud / x / De holder stadig fest i grillhaven / x / Blev ramt en jernstang i dag / x / Kun for den dramatiske effekt«.

Hvilken generation !/?

Som smagsprøver på og strejftog gennem den yngste litteratur er ”Flasher min tranebærmund” glimrende læsning. Det er mere tvivlsomt, om den er det generationsportræt, som Bukdahl i forordet postulerer – altså udover i den rent temporale forstand. For det er svært (for mig) at se den tranebærrøde tråd i udvalget.

Her hjælper det ikke, at Bukdahl – irriterende kunstlet og, fandeme, defensivt – viger tilbage fra at udpege generationstræk, thi »det er for begrænsende og styrende for læsningen«. Kun overskrifterne ”omsorg” og ”indignation” udstikkes. Det er temmelig brede kategorier, temmelig tidstypiske for en krisebevidst samtidslitteratur, og faktisk, i mine øjne, meget mere markante i den generation af digtere, som lige er en tand ældre end antologiens: f.eks. Asta Olivia Nordenhof, Peter-Clement Woetmann og Julie Sten-Knudsen.

Den omsorg, der er tydeligst i digtene, er den, som Bukdahl nævner afsluttende, »omsorgen for sproget, bogstaverne og ordene«, og som i ”Flasher min tranebærmund” stikker i alle mulige retninger.

Det er en kritik af bogen (eller snarere dens selvpræsentation), men måske i virkeligheden også en ros til Hvedekorn som sådan. At uldenheden og forskelligartetheden netop er udtryk for, at tidsskriftet lever op til ambitionen om at varetage poesien i videste forstand. Et eksempel på det er, at Bukdahl – hvis begejstring for det legesygt sprogende fornemmes i udvalget – også giver plads til helt klassiske, følende udtryk, som f.eks. Sebastian Nathan (f. 1996), hvis fine linjer kan få lov at runde anmeldelsen af:

»himlen er grå men farves / lyserødt langsomt / en sø / et træ / alt er øde i daggry // bølgen må briste og dø / i dens løb mod bredden«.