Tyskere skal lede Den Kongelige Opera

Sven Müller bliver operachef og Michael Boder chefdirigent på Den Kongelige Opera.

Artiklens øverste billede

Fire måneder efter, at Det Kongelige Teaters operachef, Keith Warner, tog sin afsked i protest mod nedskæringerne på teatret, har teatrets ledelse i dag offentliggjort navnet på den nye operachef.

Det bliver den 47-årige tyske Sven Müller, der siden 2008 har været ansat som ensemblechef på Det Kongelige Teater.

Sven Müller har tilmed været konstitueret som kongelig operachef siden Keith Warners afgang i januar i år.

Operachef med bred erfaring

Før sin entre på Det Kongelige Teater bestred Sven Müller en stilling som viceoperachef på Sao Carlo Operaen i Lissabon. Han har i øvrigt haft sin gang i andre store europæiske operahuse, herunder Covent Garden i London og Hamburgische Staatsoper.

Sven Müller er uddannet i musikvidenskab fra Hamburg Universitet og i operaproduktion fra Hochschule für Musik und Theater i Hamburg. Også musikalsk har han flere strenge at spille på - han har studeret både violin og klaver. Sprogligt er Müller veludrustet - foruden tysk taler han både engelsk, bulgarsk, portugisisk, samt lidt fransk, italiensk og dansk.

Parløb med tysk dirigent

Den nye operachef kommer til at køre parløb med tyske Michael Boder, som også i dag officielt er udnævnt som ny chefdirigent for Det Kongelige Kapel.

Kapellet har stået uden fast chefdirigent siden Michael Schønwandts fratrædelse for et år siden. Planen var, at den meget anerkendte, unge tjekkiske dirigent, Jakob Hrusa, skulle have overtaget chefdirigentpinden efter Schønwandt, men da Keith Warner sagde op, takkede Hrusa også nej til sin chefdirigentstilling.

Alban Berg-ekspert i spidsen for Kapellet Michael Boder er 54 år og som kommer fra en stilling som musikchef ved Gran Teatro del Liceu i Barcelona.

Stor succes

Han har primært markeret sig som Alban Berg-ekspert og har flere gange tidligere med stor succes dirigeret Det Kongelige Kapel, bl.a. i Bergs to store operaværker, "Wozzeck" og "Lulu". Senest høstede han fine anmeldelser for sit arbejde med Kapellet i Den Kongelige Operas genopsætning i denne sæson af Richard Strauss' "Kvinden uden Skygge".

Michael Boder er uddannet i Firenze og ved Hamburger Musikhochschule.

Han har stået i spidsen for en række af Europas store symfoniorkestre i bl.a. Berlin, Hamburg, Leipzig, Amsterdam og Lissabon.

null

Andre læser

Mest læste

Del artiklen