Bronze-skat rummede stor overraskelse
Fund af stor mængde bronze var i sig selv opsigtsvækkende - men der var mere.
Arkæologerne på Nordjyllands Historiske museum var overordentlig tilfredse med det massive fund af over 250 bronzegenstande og fragmenter af samme, der for nogle få dage siden blev fundet i et bakkedrag ved Gl. Skørping i Nordjylland.
Mange af genstandene blev fundet i og omkring resterne af et nedsænket lerkar.
Det store fund befinder sig nu på museet, hvor man er ved at undersøge det nærmere.
Da resterne af lerkarret og indholdet var meget skrøbeligt, blev det kapslet ind i et gipspræparat, så det kunne bringes til museet og undersøges nærmere.
Og det var i forbindelse med en røntgen-fotografering af en af klumperne, at arkæologer og konservatorer gjorde en forbløffende opdagelse:
Imellem bronze-genstandene fik man øje på en såkaldt edsring i rent guld.
"Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at fundet ville blive så godt og også indeholde en edsring af guld,", siger en begejstret museumsinspektør Torben Sarauw fra Nordjyllands Historiske Museum.
En edsring var et smykke for mænd af særlig høj rang. Et statussymbol - guldet der blev brugt kom til Danmark fra Centraleuropa.
De nordjyske arkæologer anslår, at det lerkar, som bronze-stykkerne og edsringen omkring 800 f. Kr blev nedsænket i, var et offer til guderne.
Dette viser - ifølge Torben Sarauw - at religion havde ganske stor betydning i bronzealder-samfundet.
Det var detektorførerne René Skjødt og Søren Lund Thomsen, der i slutningen af august fandt de første bronze-fragmenter i bakkedraget ved Gl. Skørping syd for Aalborg.
Da de havde fundet omkring 40 stykker indleverede de det til museet, der straks sendte et hold ud til findestedet. I løbet af få dage var antallet af fundne bronze-genstande steget fra 40 til omkring 250 stykker.
Og arkæologerne håber faktisk at finde mere i det materiale, der er hjemtaget til museet fra findestedet i Gl. Skørping:
"Der bliver stadig fremgravet nye ting i præparatet. Blandt andet flere smykkeplader til seletøj", oplyser Torben Sarauw til Jyllands-Posten.
Om kort tid vil de mange bronze-fund og edsringen blive sendt til Danefæ-bedømmelse på Nationalmuseet, hvorefter der udløses en findeløn til René Skjødt og Søren Lund Thomsen.