Fusk med mindeplade for nazi-ofre

Ejerne af mondæn parisisk ejendom søger at skjule bygningens mørke fortid.

Artiklens øverste billede
En flok franskmænd, der samarbejdede med nazisterne under Anden Verdenskrig, stilles til regnskab i dagene efter befrielsen af Paris i 1944.

Lige siden tyskernes besættelse af Frankrig under Anden Verdenskrig har en bestemt adresse i Paris vakt dystre minder:

Rue Lauriston 93.

For det var her, at den frygtede franske organisation kaldet Carlinque havde til huse. Organisationen arbejdede tæt sammen med Gestapo - tyskernes hemmelige politi.

Mellem 1940 og 1944 blev et stort - men ukendt - antal medlemmer af den franske modstandsbevægelse udsat for grusom tortur og henrettet i bygningen, der i dag ligger i et af Paris' mondæne forretnings-kvarterer.

Carlinque bliver ofte refereret til som Bonny-Lafont-gruppen opkaldt efter to af dens franske hovedkræfter: gangsteren Henri Lafont og den tidligere politibetjent Pierre Bonnny.

Den originale mindeplade, der refererer til Bonny-Lafont gruppens medansvar. Ejerne af ejendommen i Rue Lauriston fjernede denne, og fik påbud om at genopsætte den. I stedet har man nu opsat en neutral mindeplade for den franske modstandsbevægelse, men det går ikke. Myndighederne kræver den originale sat op igen.

Indtil i sommer var der på bygningens facade anbragt en mindeplade, der også nævnte de franske landsforræderes andel i henrettelse af landsmænd.

De nuværende ejere af bygningen fjernede uden videre pladen i løbet af sommeren i forbindelse med renovering af den gamle ejendom.

Ejerne fik øjeblikkelig påbud om at sætte mindepladen op igen, men i stedet for den originale opsatte man en plade, der mindedes de henrettede franske modstandsfolk - uden at nævne Carlinques rolle.

Og den går ikke.

Myndighederne har nu krævet, at ejerne enten genopsætter den originale plade eller en ny med samme tekst som den oprindelige.

Det har ejerne fået en måned til at klare. Ellers bliver de stedt for retten.

Ejedommen, hvor franske Carlinques i tæt samarbejde med Gestapo henrettede et meget stort antal franske modstandsfolk. Den nuværende ejer har fjernet en plade, der nævnte de franske landsforræderes andel. Men det går ikke.

Myndighederne blev gjort opmærksom på den ulovlige nedtagning af mindepladen af utilfredse naboer til ejendommen.

Og så er det i øvrigt ikke første gang, at ejere af den berygtede ejendom har søgt at slette mindelser fra en blakket fortid.

I 2009 kæmpede de daværende ejere for at få tilladelse til at ændre husnummeret fra nummer 93 til nummer 91, men dette blev blankt afvist.

Bygningen er i de seneste måneder blevet gennemgribende renoveret, men mange af bygningen kontorer står stadig tomme.

Ejeren af ejendommen har ikke ønsket at kommentere sagen, men franske medier gætter på, at man mener, at det kan blive sværere at leje kontorlokalerne ud, hvis der ligefrem skiltes med, hvad der foregik i bygningen under Anden Verdenskrig.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen