Historie

Dansk dykker har fundet vrag af tysk ubåd forsvundet i 97 år

Siden 1918 har tysk ubåd tjent som gravkammer for 40 omkomne marinere - nu fortælles hele historien på nyt museum.

Vraget af U78 minder om en hval, som den ligger der på havbunden, hvor den i 97 år har fungeret som gravkammer for 40 omkomne tyske marine-soldater. Den bliver liggende, men nu fortælles dens historie på Sea War Museum, der til sommer åbner i Thyborøn. Foto: JD Contractors

Søndag den 27. oktober 1918 – blot 14 dage før Første Verdenskrig reelt sluttede med indgåelsen af den våbenhvile, der i Frankrig den 11.11 kl. 11:00 blev underskrevet i Ferdinand Fochs togvogn i Compeigneskoven – mødte den tyske ubåd U78 meget dramatisk sin skæbne i dansk farvand.

U78 blev opdaget og sænket af en britisk ubåd, og vraget har i nu 97 år tjent som gravkammer for den 40 mand store besætning, der var under kommando af Johann Vollbrecht.

Det vil vraget også gøre fremover, men for få uger siden lykkedes det for dykkeren Gert Normann Andersen og hans team at finde vraget.

Det er første gang, at vraget er lokaliseret og med sikkerhed identificeret siden den skæbnesvangre søndag for næsten 100 år siden.

Gert Normann Andersen, der driver firmaet JD Contractors, og er manden bag blandt andet Sea War Museum, der til sommer åbner i Thyborøn, vil ikke – i respekt for blandt andet gravfreden - oplyse ubådens nøjagtige placering.

Han nøjes med at oplyse, at vraget ligger 47 meter under havets overflade 98 sømil vest for Nørre Lyngvig Fyr, der ligger mellem Søndervig og Hvide Sande på den jyske vestkyst.

Allerede sidste år blev der med et specielt robot-kamera taget billeder af vraget, men først i april i år kunne U78 - hævet over enhver tvivl - identificeres.

Se JD Contractors film om fundet af U78:

Det skete i forbindelse med en række dykninger efter vrag af skibe og ubåde, der deltog i Jyllandsslaget. Dykninger der blev gennemført i samarbejde mellem JD Contractors og BBC, der arbejder på en dokumentar om søslaget, som stadig regnes blandt verdens største søslag.

Dykkerne har kun fjernet en speciel ventil fra vraget, og man har ikke været inde i ubåden. Hvilket heller ikke – igen af hensyn til gravfreden – vil ske i fremtiden.

Hele historien om U78 og om fundet får til sommer sin særlige plads, når Sea War Museum åbner i Thyborøn.

U78 blev bygget på Vulcan-værftet i Hamburg og søsat den 27. februar 1916.

Ubåden var bygget til at udlægge miner, men i de år, den var en del af den tyske marine, nåede den at sænke 17 skibe, beskadige to og opbringe to allierede skibe.

Inden U78 blev skudt i sænk af en britisk ubåd, nåede den at sænke et større antal allierede skibe. Foto: JD Contractors

Blandt de skibe, som U78 skød i sænk, var i øvrigt også to danske skibe.

Den 4. og 5. april sænkede ubåden dampskibet "Vladimir Reitz", der - ejet af et dansk/russisk selskab - var på vej fra Galveston til Aarhus og sejlskibet "Bris", der var på vej fra Livorno til Vejle.

Se komplet liste over de skibe U78 sænkede

Den 27. oktober var ubåden formentlig på vej til sin base efter at have udlagt dens last af miner, da den blev opdaget af den britiske ubåd HM Sub G2 N og skudt i sænk.

U78 er ikke den eneste tyske ubåd fra Første Verdenskrig, der endte sine dage ved den jyske vestkyst.

Den 5. november 1916 måtte kaptajn Walther Schweiger erkendte, at U20 - der var stødt på grund ved Vrist i Vestjylland - var tabt. Han valgte at forlade ubåden sammen med sin besætning og sprænge den i luften.

Siden er langt de fleste rester af den tyske ubåd fjernet, men ikke dens dramatiske historie.

Det var U20, der den 7. maj 1915 sænkede passagerskibet "Lusitania", hvilket kostede 1.191 civile livet.

Dele fra U20 kan både ses på Strandingsmuseet i Thorsminde og på Sea War Museum, der åbner senere på året i Thyborøn.

Og her fortælles nu også historien om U78.

Gert Normann Andersen er i disse uger i fuld gang med omfattende research i diverse arkiver for at stykke U78s komplette historie sammen.

Nyheden om, at den danske dykker har fundet resterne af U78 har i øvrigt vakt opsigt i også de tyske medier, der de seneste uger har beskrevet fundet og ubådens dramatiske historie.

Følg
Jyllands-Posten
Første Verdenskrig
Forsiden lige nu
Om temaet

100 år efter Første Verdenskrigs begyndelse sætter vi fokus på krigen og dens konsekvenser for Danmark, Europa og verden.


Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Fotos
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her