Stonehenge-mysterium løst af tørke
En lige lovlig kort vandslange har fået Stonehenge-forskere til at juble.
Omkring 140 km sydvest for London ligger den gennem årtusinder opsigtsvækkende stenkonstruktion Stonehenge, der er optaget på Unescos verdensarvsliste.
Igennem tiden har arkæologer og historikere debatteret, hvorvidt de tonstunge sten i midten af Stonehenge i sin tid har udgjort en komplet cirkel.
Det er fantastisk, at folk, der kender stedet, og ser på det dagligt, var i stand til at genkende disse mærker og erkende, hvad de betød
Formodningen har været der, men først nu kan det med sikkerhed fastslås, at cirklen faktisk var der, skriver den britiske avis The Telegraph.
Og det er netop sommerens hårde tørke i England og en lidt for kort vandslange, der har givet forskerne denne vished.
Slangen var nemlig så kort, at gartnerne ikke kunne nå ind og vande den inderste cirkel, hvilket afslørede aftrykkene af de manglende sten.
Sagen er i sin enkelthed den, at græs på steder, hvor der har været gravet genstande ned i jorden, bliver påvirket også tusindvis af år efter genstanden er fjernet.
”Det er fantastisk, at folk, der kender stedet, og ser på det dagligt, var i stand til at genkende disse mærker og erkende, hvad de betød,” siger Susan Greaney, fra britiske English Heritage til The Telegraph og fortsætter:
”Mange formoder at alt omkring Stonehenge er udgravet, og alt hvad vi nogensinde vil få at vide om stenene er kendt, men det er ikke tilfældet. Faktisk er der meget vi ikke ved endnu, og meget vi kan finde ud af, ved at bruge andre metoder end udgravning.”
Tidligere hedebølger har på lignende måde givet britiske arkæologer vished for romerske borge, jernalder-bygningsværker og stenaldermonumenter.