En bronzealder-bajer fra kassen, tak...

Den øl, som Egtvedpigen fik med sig i graven, er nu rekonstrueret

Artiklens øverste billede
Birthe Skands og museumsinspektør Peter Steen Henriksen smager på den nytappede øl.

Da Egtvedpigen en sommerdag i 1371 f.kr. blev begravet, skulle hun ikke tørste på sin videre færd.

Derfor fik hun en lille barkspand med øl med sig.

Egtvedpigens barkspand, der rummede rester af øl.

Selve drikken i spanden er selvsagt forlængst fordampet, men da Egtvedpigen i 1920'erne blev udgravet, fandt arkæologerne rester af hvedemalt, honning, mose-pors samt tytte- eller tranebær i spanden. Altsammen ingredienser i øl.

Egtvedpigens øl

På baggrund af den viden har Nationalmuseet nu i samarbejde med bryggeriet Skands udviklet en "Egtvedpigens øl", der præsenteres i Nationalmuseets forhal den 22. marts.

I forbindelse med lanceringen siger museumsinspektør og øl-entusiast Peter Steen Henriksen fra Nationalmuseet:

Facitlisten

"Vi havde facitlisten til øllen, men udfordringen var at finde forholdet mellem ingredienserne, og der måtte vi smage os frem. Så ligner vores nye bryg den drik, som Egtvedpigen fik med i graven. Det kan vi ikke vide, men det er et kvalificeret bud."

Birthe Skands fra Bryggeriet Skands i Brøndby erkender, at det var noget af en udfordring bryggeriet stod overfor, men også en "utrolig spændende opgave", som hun udtrykker det.

Sommerbasker

Om den nye øl - som hun kalder en rigtig sommerbasker - siger hun blandt andet:

"Det er hen ad hvedeøl, som på grund af tyttebærrene har en frugtig smag. Og så har gæringsprocessen fået lov at udvikle sig - lidt ligesom man bryggede øl på landet for 100 år siden."

"Egtvedpigens" bryg kommer i handlen fra den 22. marts og kan købes i Museumsbutikken på Nationalmuseet, online på museumsbutikken.dk og på sigt vil den også blive solgt i museumsbutikken i Kongernes Jelling og andre udvalgte steder.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen