Historisk skat graves op på Møn

Sjældne mønter fra Grevens Fejde graves op på Møn. Det er årtiers fund.

Artiklens øverste billede
På Møn graves en stor møntskat op på et hemmeligt sted.

Det er mere end 80 år siden, der sidst blev fundet en så stor skat fra tiden omkring Grevens Fejde, som den der lige nu er ved at blive gravet op på en endnu hemmelig lokalitet på det østlige Møn.

Nationalmuseet og Museerne Vordingborg udgraver torsdag møntskatten.

"Skatten stammer fra Grevens Fejde, der udspillede sig 1534-36. Og de i første omgang 243 mønter dukkede op, da en nystartet metaldetektorbruger var på markvandring i pinsen med sin metaldetektor.

Han stoppede, som man skal, når man finder en skat - og kontaktede Museerne i Vordingborg," siger chefarkæolog på Museerne Vordingborg Kristoffer Buck Pedersen til sn.dk.

Skat fra Grevens Fejde

Ifølge chefarkæologen er der tale om et meget sjældent møntfund af denne type.

Skatten er formentlig gravet ned i 1525-36 under Grevens Fejde. Også på Møn var der under Grevens Fejde kampe og oprør, og skattens ejer har formentlig besluttet sig for at gemme sine værdier ved at grave dem ned.

De fleste andre skatte fra samme tid er fundet i 1800-tallet, og det nye fund er helt sensationelt. Det er mere end 80 år siden, der sidst blev fundet en så stor skat fra denne periode. Det skete i 1927, hvor der blev fundet en skat på 1545 mønter i Assens, der blev gravet ned på et tidspunkt efter 1525.

Kilde til viden

Skatten fra Møn er stor. Indtil videre er der fundet 243 mønter, men der kan være mange flere. Skatten fra Møn synes at indeholde større sølvmønter end de fleste andre skatte.

"Skatten bliver en kilde til såvel politiske og økonomiske forhold i denne meget urolige periode. Ud fra studier af mønterne kan vi også sige noget om udmøntningernes størrelse og dermed økonomiske strukturer," fortæller Nationalmuseets møntekspert Michael Märcher, som selv deltager i udgravningen af skatten, i en pressemeddelelse.

Desuden er der den spændende historie om manden, der gemte pengene og aldrig nåede at hente dem.

Se den historiske skat fra Møn

Andre læser

Mest læste

Del artiklen