Kim Philby: Mesterspionen over dem alle

Mens nogle spioner bliver afsløret, får andre succes.

Artiklens øverste billede
Mesterspionen Kim Philby. Foto: Screendump fra Youtube

Året er 1955. En pressekonference med deltagelse af både tv, radio og den skrevne presse skal til at gå i gang.

Hovedpersonen, har adskillige liv på samvittigheden.

Samvittighed er måske så meget sagt.

For han havde ikke den mindste medfølelse med de agenter, hvis død han var skyld i.

Men det er for tidligt at komme ind på nu.

Først skal Harold Adrian Russel Philby, bedre kendt som Kim Philby, på nationalt fjernsyn.

Skandale

Her afviste han for rullende kameraer, at han på nogen måde havde andel i den skandale, det udløste, da hans to gamle Cambridge-studiekammerater Donald Maclean og Guy Burgess fire år tidligere i 1951 flygtede til Sovjetunionen.

En flugt, der blev iværksat umiddelbart før den britiske efterretningstjeneste havde tænkt sig at anholde Donald Maclean på grund af mistanke om spionage til fordel for det kommunistiske Sovjetunionen.

En flugt der alene kunne gennemføres, fordi Kim Philby havde advaret sine spion-kolleger.

Men det var der ikke nogen, der i 1955 vidste noget om – det kunne i hvert fald ikke bevises.

For mistanken var der.

Det havde den været lige siden de to spioners flugt.

Men i november 1955 havde en undersøgelseskommission under ledelse af udenrigsminister Harold Macmillan konkluderet, at Kim Philby ikke var den eftersøgte og meget omtalte ”tredje mand”.

Det hele var løgn

Det var derfor også en afslappet Kim Philby, der for rullende kameraer iført jakkesæt, slips, skilning i håret og tændt cigaret i hånden gang på gang tilbageviste, at han var den mystiske tredje mand og tillige tilbageviste, at han havde forbindelser til kommunister.

”Den sidste samtale jeg havde med en kommunist, som jeg vidste, var kommunist, var i 1934,” lød det fra Kim Philby.

Det var løgn det hele.

Men der skulle gå mange år før det kom for en dag. Og da var det for sent.

Født i Indien

Men hvem var han – løgneren og mesterspionen?

Kim Philby blev født 1. januar 1912 i Indien af britiske forældre.

Han far arbejdede som embedsmand i Punjab-provinsen i den britiske koloni med tilnavnet Imperiets Juvel..

Da unge Philby var skoleklar, blev han sendt til England, hvor han fulgte i sin fars fodspor som elev på Westminister School, som han forlod som 16-årig i 1928.

Kim Philby var dygtig, og fik en studieplads på Cambridge Universitet, hvor han studerede historie og økonomi.

Det var her, hans politiske interesse blev vakt, og han blev kasserer for den socialistiske forening på Cambridge Universitet

Kim Philby dimitterede i 1933, hvorefter han drog til Wien, hvor han arbejdede med at hjælpe flygtninge ud fra det nazistiske Tyskland.

Lod sig hverve af Sovjetunionen

Det var angiveligt her, at han tog det endelige skridt, og lod sig hverve som agent for Sovjetunionen.

Det samme gjorde hans gamle studiekammerater fra Cambridge Donald Maclean og Guy Burgess.

Frem til Anden Verdenskrig arbejdede Kim Philby som journalist, og dækkede blandt andet den spanske borgerkrig for avisen The Times.

Orden for tapperhed

Her opnående han endda at blive tildelt en orden for tapperhed af den spanske fascistiske diktator general Franco.

Ordenen blev han tildelt, efter han blev lettere såret under et slag, han dækkede som journalist.

Hans arbejde i Spanien førte til, at han også blev opdaget af den britiske efterretningstjeneste.

Den ønskede, at den unge journalist forsynede tjenesten med oplysninger om bl.a. de tyske våben, som de spanske soldater benyttede.

Det ønske efterkom Philby – men først efter han havde fået grønt lys fra sin sovjetiske efterretningsofficer.

Da Anden Verdenskrig brød ud, havde Philby fået sig centralt placeret i den britiske efterretningstjeneste, og han blev sat i spidsen for en afdeling med fokus på Spanien og Portugal.

Samtidig begyndte han systematisk at fodre Sovjetunionen med hemmeligstemplede informationer.

Den skade Philby forårsagede sit land under Anden Verdenskrig var begrænset, idet Storbritannien og Sovjetunionen kæmpede på samme side mod det nazistiske Tyskland.

Efter krigen blev det helt anderledes.

Tæt på afsløring

Men inden han rigtig kom i gang med sin landsskadelige virksomhed, var han utrolig tæt på at blive afsløret.

Det var i august 1945.

Her opsøgte den sovjetiske konsul i Istanbul, Konstantin Volkov, den britiske ambassade og meddelte, at han for en større sum penge og asyl i Storbritannien var villig til at navngive hundredvis af sovjet-sympatisører heriblandt tre fremtrædende sovjetiske spioner, der arbejdede for de britiske myndigheder.

Den ene af dem skulle ifølge Volkov havde en høj stilling i MI6.

Volkov meddelte den britiske ambassadør, at han forlangte endeligt svar inden tre uger.

Ironisk nok satte MI6 Kim Philby til at håndtere sagen, der kunne have fældet ham.

Philby sendte omgående en advarsel til sine venner i Sovjet, hvorefter han begav sig ud på rejsen fra London til Istanbul.

En langsom rejse. Meget langsom.

Hans langsommelighed gav Sovjet tid til at reagere, og da Philby tre uger senere ankom til Istanbul var Volkov blevet fragtet tilbage til Moskva.

Største udfordring som spion

Det sidste man så til Volkov var, at han i bandager blev båret ud til et fly, hvis destination var Moskva. Her blev han efterfølgende henrettet.

Philby berettede senere om Volkov-episoden, at den var hans største udfordring som spion, og at Volkovs afhopning kunne havde været et sønderlemmende slag mod den sovjetiske leder Josef Stalin og dennes magtstruktur.

I Tyrkiet var de ansatte på den britiske ambassade rasende på Philby, fordi han havde været tre uger undervejs fra London til Istanbul.

Han blev åbenlyst anklaget for inkompetence, men formåede at undgå mistanke om at have andel i Volkovs forsvinden.

Efterretningstjenesten have nemlig ført telefonsamtaler mellem Istanbul og London om Volkov.

Man formodede derfor, at disse samtaler var blevet aflyttet af den sovjetiske efterretningstjeneste, og at det var her, man skulle finde sikkerhedsbristen.

Det var det ikke.

Fatale oplysninger

Efter krigen gik Philby i gang med at fodre sine kommunistiske arbejdsgivere med oplysninger, der betød døden for adskillige vestlige agenter.

Umiddelbart efter krigen benyttede han således sin adgang til efterretningstjenestens hemmeligheder til at varsko de albanske kommunister, når eksilalbanere med engelsk hjælp forsøgte at fravriste magten fra den kommunistiske leder Enver Hoxha og dennes ”Befrielseshær”.

Philby har efterfølgende erkendt, at det betød døden for de pro-vestlige styrker, men har samtidig gjort det klart, at han ikke havde den mindste dårlig samvittighed over sine handlinger.

Han henviste til, at han betragtede det som krig – og at krig betyder dødsfald.

Philby forklarede, at han i stedet reddede livet på soldater og agenter fra den kommunistiske side, som han betragtede sig som en del af.

Ironisk nok blev Philby efter Volkov-affæren sat i spidsen for MI6’s antikommunistiske kontraspionage.

Den britiske efterretningstjeneste havde dermed ansat en KGB-agent til at få has på kommunismen i Storbritannien.

I 1949 blev Philby sendt til Washington, hvor han var chef for efterretningskommunikationen mellem USA og Storbritannien og herigennem fik viden om utallige hemmeligheder, som blev sendt videre til Sovjet.

Blandt andet viden om vestlige agenter i Østeuropa. Adskillige af disse blev efterfølgende likvideret.

En banal fejl

Det var en banal fejl forårsaget af en sovjetisk kode-assistent, som i sidste ende fik jorden til at brænde under Philby og hans gamle Cambridge-ven Donald Maclean.

Fejlen betød, at de britiske kodeeksperter kunne bryde koden på en del opsnappet sovjetisk korrespondance mellem Moskva og London.

Det førte blandt andet til, at man i januar 1950 kunne anholde den sovjetiske atom-spion Klaus Fuchs.

Efterretningstjenesten fik ligeledes viden om, at en britisk embedsmand, der var sovjetisk agent med kodenavn ”Homer”, to gange om ugen rejste fra Washington til New York, hvor han mødtes med sin sovjetiske efterretningsofficer.

Mistanken faldt øjeblikkeligt på Donald Maclean, der som Philby også arbejdede på den britiske ambassade i Washington.

Macleans hustru arbejdede nemlig i New York, og hans rejsemønster passede præcist på det, som korrespondancen fortalte.

Skandalernes mand

På samme tid var Philby under pres fra sin anden gamle Cambridge-ven Guy Burgess, der også havde fået arbejde på ambassaden i Washington og tilmed havde indlogeret sig hos Philby.

Guy Burgess var mand for at skabe skandaler.

Han drak overmåde voldsomt, gjorde i utvetydige vendinger klart, at han ikke brød sig om amerikanere.

Men ikke mindst var han åbenlyst homoseksuel, og brugte endda ambassadens diplomatbiler til at hente og bringe sine homoseksuelle erobringer.

Da den britiske efterretningstjeneste traf beslutning om at man nu havde samlet tilstrækkelig med beviser mod Donald Maclean var denne rejst tilbage til London. Anholdelsen skulle finde sted 28. maj 1951.

Guy Burgess var også i London.

Hertil var han blevet sendt i unåde efter at han tre gange på samme dag, havde fået en fartbøde og påberåbt sig diplomatisk immunitet, hvilket medførte en officiel klage til den britiske ambassadør i USA.

Inden Guy Burgess blev skippet af sted var han dog blevet informeret af Kim Philby om den mistanke, der lurede over deres fælles ven Maclean.

Philby sendte advarslen om at fælden var ved at klappe om Maclean til Guy Burgess i form af et telegram, der på overfladen drejede sig om Burgess bil, der stod på ambassadens parkeringsplads i Washington.

”Hvis du ikke handler nu vil det være for sent,” stod der i telegrammet afsendt til London den 23. maj.

”Ellers vil bilen blive sendt til skrot. Der er ikke mere jeg kan gøre.”

På Macleans 38 års fødselsdag d. 25. maj stak både Burgess og Maclean via skib fra Southampton til Frankrig og derfra videre til Moskva.

Indgående forhør

Phibys plan var egentlig, at det kun var Maclean der skulle flygte, men da Burgess også dukkede op i Moskva, vaklede korthuset under Philby, der øjeblikkeligt blev kaldt tilbage til London.

Her blev han udsat for indgående forhør, der skulle afdække om han var identiske med ”den tredje mand,” der havde advaret de to afhoppere.

For at komme en uundgåelig afskedigelse i forkøbet, valgte Philby selv at sige sit job i efterretningstjenesten op.

Men under alle forhør nægtede han igen og igen, at havde haft kendskab til at Maclean og Burgess’ kontakt med Sovjetunionen, og han afviste ligeledes selv at have forbindelser til Sovjetunionen.

Fire år efter Burgess og Macleans flugt til Moskva blev Philby officielt renset for beskyldningen om at være ”den tredje mand” af udenrigsminister Harold Macmillan, der senere blev premierminister.

”Har aldrig været kommunist”

Det var ved den lejlighed, at han for rullende kameraer med selvsikker attitude bedrog den britiske offentlighed på fjernsyn.

”Jeg har aldrig været kommunist,” lød det fra Philby.

Efter frikendelsen genoptog Philby sit arbejde som journalist.

Han arbejdede fra 1956 i Beirut som Mellemøsten-korrespondent for aviserne The Observer og The Economist.

I 1961 afhoppede den sovjetiske KGB-officer Anatoliy Golitsyn til Vesten.

Golitsyn hævdede – i overensstemmelse med sandheden – at Philby var identisk med ”den tredje mand”.

Begyndte at drikke

Den britiske efterretningstjeneste besluttede at benytte en af sine agenter i Beirut til at få en tilståelse ud af Philby.

Om Philby havde fået nys om, at Golitsyn havde angivet ham, står ikke klart.

Men efter efterretningstjenestens søgelys atter ramte Philby, begyndte hans liv at smuldre.

Han led af depressioner og drak umådeholdent.

Angiveligt tilstod han i slutningen af 1962 at være sovjetisk agent og identisk med ”den tredje mand”. Tilståelsen skulle være sket til den britiske agent, der skulle lokke sandheden ud af ham.

Men det var kun en mundtlig tilståelse, og den britiske efterretningstjeneste var endnu en gang for langt tid om at reagere.

Forsvandt fra Beirut

Om aftenen den 23. januar forsvandt Kim Philby fra Beirut.

Angiveligt ombord på et russisk fragtskib, der satte kurs mod Odessa.

Den officielle meddelelse til omverdenen om Philbys bedrag kom først den 1. juli 1963, da Moskva officielt meddelte, at Philby havde fået politisk asyl i Sovjetunionen, og tillige havde fået sovjetisk statsborgerskab.

Philbys liv som sovjetisk statsborger var næppe så glamourøst, som han havde håbet det ville være.

KGB havde konstant Philby under overvågning af frygt for, at han kunne være dobbeltagent, og af samme grund fik han aldrig noget egentligt arbejde i den sovjetiske efterretningstjeneste – endsige adgang til de oplysninger, den lå inde med.

Philby holdt sig beskæftiget med at skrive sine memoirer, lytte til BBC på radio og fik desuden leveret The Times.

Manglede kun sennep og venner

Officielt manglede Philby ikke noget i Sovjetunionen bortset fra engelsk sennep, Worcestershire sauce og nogle få venner.

Det fortalte Philby selv til den australske journalist Philip Knightly, der interviewede Kim Philby adskillige gange.

Knightly beskrev Philby som en humoristisk og begavet person.

Efter hans død beskrev hans sovjetiske hustru dog Philby som en skuffet mand.

Han drak voldsomt og led af ensomhed og depressioner.

Døde i 1988

Philby døde i Moskva i 1988 – 76 år gammel. Først da opnåede han den anerkendelse, han hele tiden havde håbet at få.

Mesterspionen fik en heltebegravelse, og blev tildelt adskillige medaljer og hædersbevisninger – bl.a. blev han tildelt ordenen ”Sovjetunionens Helt”, der var landets højeste udmærkelse tildelt for heroisk indsats for stat og samfund.

På det tidspunkt var det kommunistiske Sovjetunionen hastigt på vej mod afvikling.

Den nye sovjetiske leder Mikhail Gorbatjovs havde, da han tiltrådte som generalsekretær i 1985, iværksat omfattende reformprogrammer under parolerne glasnost (åbenhed) og perestrojka (omstrukturering).

Tre år efter Philbys død var det kommunistiske Sovjetunionen reelt set opløst, og dermed var den ideologi, Philby havde forrådt sit fædreland for, styrtet i grus.

TV: Se Kim Philby optræde i 1955 her (eksternt link)

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.