Enormt oldgræsk håndværkerkvarter

En bydel på Sicilien, fra dengang grækerne koloniserede omverdenen, er dukket op.

Artiklens øverste billede

Arkæologer er i færd med at udgrave et imponerende oldgræsk håndværkerkvarter på den italienske ø Sicilien.

Der er tale om en af en den græske oldtids største kvarterer og handelspladser for håndværkere, skriver videnskabshjemmesiden Science Daily.

Selvstændigt håndværkerkvarter

Det er et hold af arkæologer - med professor Martin Bentz og Gabriel Zuchtriegel fra universitetet i Bonn i spidsen – der står for udgravningen, som sker i samarbejde med de italienske myndigheder.

Stedet er Selinunte, som var en bystat på Siciliens sydkyst, der blev grundlagt 648 f. Kr. af kolonister fra Megara Hyblaia, en anden oldgræsk by på øen.

Byen blev ved grundlæggelsen udlagt i et retvinklet gadenet, og byens akropol er omgivet af et imponerende befæstningsanlæg.

Det vækker tilsyneladende opsigt, at en bestemt del af byen tæt på bymuren primært at blevet brugt af håndværkere til en omfattende produktion af potter.

Gigantiske ovne

Frem for at være spredt udover byen var byens håndværkere tilsyneladende samlet i deres eget område i udkanten af byen.

”Røgen, stanken og støjen har dermed ikke været til så stor gene for de øvrige beboere. Samtidig har håndværkerne kunne samarbejde om brug af ovne og fælles lagerfaciliteter,” siger Gabriel Zuchtriegel.

Arkæologerne har fundet spor efter gigantiske ovne med en diameter på op til syv meter, og hele håndværksdistriktet strækker sig over 600 meter langs bymuren.

Dermed er der tale om et af de største af den slags kvarterer fra den tid, der er fundet.

Nøje planlagt

Byen er dermed efter alt at dømme planlagt, organiseret og indrettet mere minutiøst "på skrivebordet" end hidtil antaget, lyder meldingen.

Arkæologerne håber på at grave flere svar frem om de sociale forhold under grundlæggelsen af kolonien.

Ofte var sådanne udflytninger sket på grund af sult og nød. Men forskerne håber også at få mere fyldestgørende svar på, hvorfor og hvordan nogle indbyggere blev pottemagere eller rige jordbesiddere, der havde råd til at deltage i datidens olympiske lege.

Erobret af Karthago

Selinunte eller Selinus, som byen også blev kaldt, blev i 408 f. Kr. hærget og erobret af krigere fra handelsbyen Karthago, som lå i det nuværende Tunesien tæt på landets nuværende hovedstad Tunis.

Byens storhedstid ebbede ud, og i 250 f.Kr. blev befolkningen forflyttet til Lilybaeum, som også ligger på Sicilien.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen