Vinca Wiedemann ny rektor for Filmskolen
Poul Nesgaard forlader Den Danske Filmskole efter 21 år som rektor.
Ny leder af skolen bliver den respekterede udvikler og manuskriptdoktor Vinca Wiedemann.
Vinca Wiedemann har en bred baggrund inden for dansk film. Senest har hun hjulpet Lars von Trier med at få sine ideer ud af hovedet og ned på skrift, ligesom hun har været konsulent for Susanne Bier og en lang række andre toneangivende instruktører. Vinca Wiedemann har også rådgivet DR under arbejdet med den kommende tv-serie ”Arvingerne”.
Vinca Wiedemann, 54 år og uddannet klipper, er glad for udnævnelsen, selv om den betyder en omlægning af hendes arbejdsliv og et farvel til det intense samarbejde med landets topinstruktører.
"Rektorstillingen er et krævende job, så der bliver ikke tid til kontinuerlige arbejdsopgaver i branchen, men enkelte nålestiksoperationer i form af manuskriptrådgivning kan jeg godt klare."
Vinca Wiedemann er formand for Spillefilmsrådet, og her bliver hun siddende.
"Jeg tror, at det er vigtigt, at jeg og Filmskolen har tæt kontakt til branchen. Vi skal være uafhængige, men det er godt at vide, hvad der foregår uden for skolen."
Enestående arbejde
Den ny rektor kommer ikke med store programerklæringer, men hun ved godt, hvilket miljø hun vil forsøge at skabe.
"Dansk film har oplevet en himmelflugt de senere. Det gælder for spillefilmen, men også inden for dokumentar og animation. Der så man tidligere i Sverige, at der opstod et sort hul efter Bergman, Widerberg og Troell. Det kan være hårdt for de unge, når de oplever, at de bliver sammenlignet med succesrige forgængere. Derfor skal skolen være et frirum med højt til loftet, men hvor vi også stiller store krav. Vi skal bygge oven på – ikke sammenligne – i forsøget på at tage et nyt kvantespring. Der er så meget talent blandt de unge. Det skal forvaltes og udfordres godt," siger Vinca Wiedemann.
Hun mener, at den afgående rektor Poul Nesgaard har gjort et ”enestående arbejde” gennem sine 21 år på Filmskolen.
"Jeg er meget taknemmelig over, at jeg overtager en skole i så god stand. Poul Nesgaard fortjener stor anerkendelse for sit lange forsvar af skolens grundlæggende værdier."
Vinca Wiedemann tiltræder 1. marts 2014.
Kulturminister Marianne Jelved siger:
”Med Vinca Wiedemanns brede filmfaglige erfaring, indsigt og netværk, hendes visioner for Den Danske Filmskole samt hendes gennemslagskraft, skarpsindighed og analytiske sans har Filmskolen fået en rektor, der kan manøvrere i den virkelighed og med de udfordringer, Filmskolen står overfor. Jeg glæder mig til at se resultaterne af de visioner, Vinca Wiedemann har for Filmskolen på både det kunstneriske og det uddannelsespolitiske plan.