Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Hobbitten bliver en trilogi

Peter Jackson har annonceret, at der kommer endnu en film i Tolkiens saga.

Instruktøren Peter Jackson arbejder lige nu intensivt på filmatiseringen af "Hobbitten," der er en forløber til "Ringenes Herre."

Det har hele tiden været meningen, at Hobbitten skal deles i to film, men efter forhandlinger med filmselskabet Warner Brothers bliver det nu til tre film.

Afsløringen kom mandag på produktionsholdets hjemmeside, hvor instruktøren annoncerede, at beslutningen var blevet truffet efter at have kigget på råklip fra de to første film.

Stærke karakterer gjorde udslaget

"Det er først ved afslutningen på en optagelse, at du endelig får chancen for at sidde ned og få et kig på den film, du har skabt," skriver Peter Jackson på Facebook.

Derfor havde han set optagelserne sammen med manuskriptforfatterne Fran Walsh og Phillippa Boyens. De var glade for resultatet, især skuespillernes portrættering af de stærke karakterer.

"Alt dette gav anledning til et simpelt spørgsmål: Skal vi gribe chancen for at fortælle mere af historien? Og svaret fra vores perspektiv som filmskabere og fans var et uforbeholdent ja," skriver instruktøren.

Inddrager appendikser

Han forklarer videre, at man med endnu en film kan udvide fortællingen mere. Bogen "Hobbitten" er kun på omkring 300 sider, men Peter Jackson har inddraget nogle af de appendikser, som Tolkien tilføjede senere.

"Rigdommen i historien om "Hobbitten" og det relaterede materiale i appendikser til "Ringenes Herre" tillader os at fortælle den fulde historie om Bilbo Baggins' eventyr og den rolle, som han spillede i historien om Midgård," skriver Peter Jackson.

Den første af de tre film "The Hobbit: An Unexpected Journey" får premiere den 14. december i år, næste del "There and Back Again" får premiere den 13. december 2013, mens den tredje film, der endnu ikke har fået en titel, ser ud til at få en sommer premiere i 2014.