Oldman i genindspilning af "RoboCop"
Han skal spille sammen med bl.a. Joel Kinnaman i den nye udgave af hittet fra 1987.
Genindspilningen af "RoboCop" får Gary Oldman på rollelisten. Han overtager ifølge branchebladet Hollywood Reporter Miguel Ferrers rolle som videnskabsmanden, der redder den dødeligt kvæstede hovedpersons liv og gør ham til uovervindelig robotstrømer.
Oldman kommer til at spille sammen med Joel Kinnaman - Søren Mallings modstykke i den amerikanske udgave af "Forbrydelsen". Han afløser Peter Weller i titelrollen.
Premiere næste år
Den nye udgave af Paul Verhoevens biografhit fra 1987 får den brasilianske instruktør José Padilha bag kameraet. Indspilningen begynder i Toronto i sensommeren, og filmen skal efter planen have verdenspremiere i august næste år.
Kontrakten med Oldman ses som en gevinst for producenten MGM. Han er nemlig den skuespiller, hvis film har tjent flest penge ind nogensinde.
Oldman bliver biografaktuel herhjemme i slutningen af juli, hvor "The Dark Knight Rises" får dansk premiere.
All Over Press