Indvandrerfilm sælger skidt i Danmark
Ifølge den tidligere filmkonsulent Nikolaj Scherfig har etniske film svært ved at ramme det danske publikum.
Når Det Danske Filminstitut påpeger, at film med anden etnisk baggrund ikke kan trække folk i biografen, er der noget om snakken.
Sådan lyder vurderingen fra Nikolaj Scherfig, der tidligere har arbejdet som konsulent på filminstituttet.
Han fremhæver blandt andre filmene "Fighter" fra 2007 og "Gå Med Fred, Jamil" fra 2008, som havde problemer med at fylde de danske biografsale.
- Indtil nu har det været svært at lave film både med etnisk fokus og etniske hovedroller, som kan ramme et større publikum, siger han.
Debatten begyndte fredag, da Dagbladet Information kunne fortælle, at Det Danske Filminstitut har sagt nej til sende støttekroner efter børnespillefilmen "MGP Missionen" med begrundelsen:
"Film med et cast med anden etnisk baggrund har ikke vist sig at være specielt salgbare i provinsen."
Markedskynisme
"MGP Missionen" har søgt støtte under Det Danske Filminstituts markedsordning, som udelukkende uddeler penge til film, der vurderes at have "kommerciel bæredygtighed". Nikolaj Scherfig kalder filminstituttets begrundelse for "politisk ukorrekt og uheldig".
- Men faktum er jo, at der er en reel markedskynisme, der vurderer det, siger han.
Filmkonsulenten tror heller ikke, at etniske filmhit er umulige herhjemme og henviser til Sverige og England, hvor man har haft stor succes med indvandrerkomedier som "Jalla! Jalla!" og "Bedre End Beckham".
- Jeg tror, det handler om, at den type film i virkeligheden skal være komedier. De virkelig velfungerende komedier har vist sig at ramme et bredt publikum, påpeger Nikolaj Scherfig.